Tauson leverer stort comeback mod tidligere top-50-spiller

Clara Tauson havde kurs mod nederlag, men fik vendt opgøret mod Jana Cepelova i kinesisk turnering.

Clara Tauson har allerede vundet en turnering i marts. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske tennisspiller Clara Tauson viste nye prøver på sit kæmpe talent torsdag formiddag dansk tid.

Tauson leverede et stort comeback mod den 25-årige slovak Jana Cepelova, der var oppe som nummer 50 på kvindernes verdensrangliste i 2014 og blandt andet slog Serena Williams.

Den ni år yngre dansker var bagud 5-7, 0-3, før hun vendte opgøret og spillede sig videre til kvartfinalerne i ITF-seniorturneringen Pingshan Open med cifrene 5-7, 7-6, 6-1.

Muligheden for at vinde to turneringssejre i marts er derfor stadig til stede for Tauson, som i begyndelsen af måneden vandt en ITF-turnering i tunesiske Monastir.

Viste høj moral

Slovakken, der er dumpet ned som nummer 232 i verden, så ellers ud til at være en lidt for stor mundfuld midtvejs i andet sæt.

Men Tauson kæmpede bravt og brød flere gange tilbage på kritiske tidspunkter.

Det tvang Cepelova ud i tiebreak i andet sæt, hvor slovakken førte 3-0, før Tauson igen viste høj moral.

Cepelova slog flere gange uden for stregerne på det kinesiske hardcourt-underlag, og det banede vejen for en dansk sætsejr.

I tredje sæt var danskeren suveræn. Blot 37 minutter tog det at feje slovakken af banen.

På danskerens første matchbold skød den tidligere top-50-spiller i nettet, og danskerens avancement var en realitet.

Clara Tauson er i gang med at optjene sine første point til WTA-ranglisten i turneringen, der har en samlet præmiesum på knap 400.000 kroner.

I januar vandt danskeren juniorernes Australian Open.

/ritzau/

Facebook
Twitter