Clara Tauson er tilbage på den store scene.
Efter en lang periode med skader og manglende resultater viste den 20-årige tennisspiller storspil i French Opens første runde, hvor hun bankede belaruseren Aliaksandra Sasnovich.
Med sig på sidelinjen har Clara Tauson et mere eller mindre nyt ansigt. I godt en måned har Carlos Martinez trænet danskeren, og samarbejdet lader til at have fået en god start.
- Jeg er superglad for at arbejde med hende. Jeg tror, at vi kan opnå store ting, siger Carlos Martinez til DR Sporten.
Onsdag møder Clara Tauson canadiske Leylah Fernandez. Se danskerens mulige vej til finalen herunder, hvis seedningerne holder.
Spanieren, der tidligere har trænet den dobbelte grand slam-vinder Svetlana Kuznetsova, ser et stort potentiale i den unge dansker.
- Clara er en fremragende spiller. Hun har rigtigt gode egenskaber. Hendes forhånd er ifølge mig en af de bedste i verden. Ærligt talt. Det er fantastisk, hvad hun kan gøre med bolden. Hun har også en stor serv, siger Carlos Martinez.
- Når hun er offensiv, spiller hun rigtig godt, men vi prøver også at arbejde på hendes defensiv og hendes bevægelse. Aspekter af spillet, som vi ikke vil kunne rette op på på en måned, men skridt for skridt vil hun ende det sted, hun fortjener at være.
Hårdhed som karaktertræk
Smilet var bredt, da DR Sportens udsendte reporter fangede Carlos Martinez i Paris, men bag smilet gemmer sig en benhård træner, som stiller store krav. Det har Clara Tauson selv fortalt, og Carlos Martinez er heller ikke bleg for at indrømme, at disciplinen skal være i top, når man arbejder med ham.
Hvis man vil nå sit mål, kræver det hårdt arbejde. Hver eneste dag.
- Jeg er hård. Grunden til, at jeg er hård, er, at konkurrencen er virkelig hård. Spillerne kommer til at mærke presset i kampe, og den bedste måde at blive klar til at møde det pres er ved at træne på den måde. Så vil hun være klar og klar til at lide. Det vil være en del af hendes liv, til hun stopper karrieren, siger spanieren
Men selvom spanieren kræver, at løb fylder mere i danskerens træning, skal der også være plads til en joke eller to, så det hårde arbejde glider nemmere ned. Men det må for guds skyld ikke blive for sjovt, forklarer han.
- Det er min personlighed. Jeg er hård, men jeg vil gerne gøre træningen lettere ved at lave en joke. Clara er en glad og sjov pige. Folk ser måske en pige, som er lidt sky, men vi har en virkelig god kemi. Vi joker, og det er en del af arbejdsdagen.
- Vi kan ikke fokusere på tennis 24/7. Det ville ikke være godt. Vi finder balancen, og jeg synes, at det virker, siger Carlos Martinez.
Følg Clara Tausons kamp onsdag mod canadiske Leylah Fernandez. Kampen forventes at starte tidligst klokken 17.30.