Teenagefænomen på toppen af verden: 'Det er næsten umenneskeligt at blive nummer ét'

Den spanske tennisspiller Carlos Alcaraz er tilbage som verdensetter, mens landsmanden Rafael Nadal er ude af top 10 for første gang i 18 år.

Var der tvivl inden nattens finale, forsvandt den i takt med, at en ung spanier henrykte publikum med en sand tennislektion.

19-årige Carlos Alcaraz levnede ikke Daniil Medvedev mange chancer i finalen ved Indian Wells. Medvedev gik ellers ind til nattens opgør med 19 sejre i træk, men den 27-årige russer kunne intet stille op mod den spanske teenager, som let kunne nappe sejren 6-2, 6-3.

Men lige så overlegen Alcaraz var på banen, lige så ydmyg var han i vinderinterviewet efter kampen.

- Selvfølgelig spillede Daniil ikke op til sit bedste, men jeg er meget glad for min præstation, sagde Alcaraz og kalder det en 'fantastisk' afrunding på turneringen.

Men den unge spanier har mere end blot turneringssejren at glæde sig over. Topresultatet i Indian Wells, som rangerer som en af årets største turneringer, en ATP 1000-turnering, sender nemlig også Alcaraz tilbage som nummer ét på verdensranglisten.

En plads han første gang, og som den yngste herrespiller nogensinde, spillede sig op på efter sin sejr i grand slam-turneringen US Open i efteråret 2022.

Sejren i Indian Wells er Carlos Alcaraz' ottende turneringssejr på ATP-touren. (Foto: © Matthew Stockman, Ritzau Scanpix)
Sejren i Indian Wells er Carlos Alcaraz' ottende turneringssejr på ATP-touren. (Foto: © Matthew Stockman, Ritzau Scanpix)

Alcaraz måtte dog afgive førstepladsen på verdensranglisten til Novak Djokovic efter serberens sejr i årets første grand slam-turnering, Australian Open. En turnering Alcaraz ikke deltog i, da en skade holdt ham på sidelinjen.

Men nu er Alcaraz sin skade kvit og igen på toppen af tennisverdenen.

- Det betyder meget for mig. Det er vildt for mig, sagde Alcaraz om førstepladsen efter triumfen i Indian Wells i nat.

En triumf som i øvrigt kom i hus uden at spanieren afgav et eneste sæt i de seks kampe, han spillede i turneringen.

Og det er vildt. Det medgiver tennisekspert hos Discovery og tidligere toptræner, Michael Mortensen. I en årrække trænede han Li Na, som var blandt verdens bedste kvindelige tennisspillere. Derfor ved Mortensen, at man ikke bare lige sådan spiller sig op på verdensranglistens dukseplads.

Og statistikken bakker op om, at verdensranglistens førsteplads er en noget nær uopnåelig bedrift. Blot seks spillere har de seneste ti år været nummer ét i verden, og siden verdensranglisten blev introduceret i 1973 har kun 28 spillere formået at spille sig op som verdensetter.

- Det er næsten umenneskeligt at blive nummer ét i verden, og det er så få forundt. Der er en kæmpe bredde i verdenstoppen, så at spille sig helt til tops kræver noget ekstraordinært, siger Michael Mortensen.

- Det understreger jo med tydelighed, at Alcaraz er en spiller, som har både de spillemæssige, men i særdeleshed også de menneskelige kvaliteter, som kræves i den her ultra kompetitive verden.

Alcaraz løfter en tung spansk arv

Alcaraz er ikke den eneste spanier, som har rykket sig efter mandagens opdatering af verdensranglisten. Verdensstjernen Rafael Nadal dumper nemlig ned på 13. pladsen, og det er dermed første gang i 18 år, at 36-årige Nadal er ude af top 10.

Skader spiller en stor rolle i Nadals formdyk, og i det spanske mærker man, at tennistronen er ved at skifte ejermand. Det fortæller Michael Mortensen, som selv befinder sig i Spanien i disse dage.

- Man kan godt fornemme, at spanierne ved, at Nadals karriere er ved at lakke mod enden, fortæller Mortensen.

- Derfor er de meget tilfredse med, at de allerede nu har en ny verdensstjerne, som da også trækker overskrifter i dag efter triumfen i Indian Wells.

Rafael Nadal er på den seneste verdensrangliste ude af top-10 for første gang i 18 år. (Foto: © OSCAR DEL POZO, Ritzau Scanpix)
Rafael Nadal er på den seneste verdensrangliste ude af top-10 for første gang i 18 år. (Foto: © OSCAR DEL POZO, Ritzau Scanpix)

Og overskrifter kommer Carlos Alcaraz til at trække mange gange i de kommende år. Det er Michael Mortensen ikke ét sekund i tvivl om.

For den spanske teenager mestrer stort set alle spillets facetter og har ikke et eneste svagt punkt, hvor modstanderne kan sætte kniven ind.

Heller ikke uden for banen, hvor Alcaraz virker til at være i en utrolig mental balance, hvor intet ryster ham. Det så man blandt andet hen over vinteren, hvor en skade holdt ham ude i flere måneder, fortæller Michael Mortensen.

Alligevel har Alcaraz åbnet sin sæson med at nå finalen i de tre turneringer, han har deltaget i og tilmed vundet to af dem. Og det er ikke et spørgsmål om, hvornår han igen vinder en stor turnering, men mere om, hvor mange han vinder.

- Han har allerede vundet én grand slam og er nummer ét i verden. Men der er jo intet i vejen for, at han kan vinde masser af grand slams i de kommende mange år, siger Michael Mortensen.

- Banen er kridtet op, og det bliver en spiller, vi får stor gavn af i tennissporten i fremtiden.

Næste mulighed Carlos Alcaraz har for at vinde point til verdensranglisten, er i denne uge, når det gælder ATP 1000-turneringen i Miami. Danske Holger Rune stiller ligeledes til start i turneringen.