Tennis domineres af gyldent og gammelt trekløver, og de er ikke de eneste aldrende stjerner med succes

På tværs af sportsgrene formår de ældre i dag at blande sig i verdenstoppen i længere tid end førhen.

Forår er lig med grusturneringer i tennisverdenen. Og ingen er mere prestigefyldt end French Open, som startede i går. Den traditionsrige Grand Slam-turnering i Paris, hvor verdens bedste tennisspillere samles for at afgøre, hvem der kan kalde sig kongen af det røde grusunderlag.

13 af de seneste 14 år har French Open-vinderen på herresiden heddet Rafael Nadal, Roger Federer eller Novak Djokovic.

De tre har sammen domineret verdenstoppen i tennis i over et årti, og selvom de i dag er henholdsvis 32, 37 og 31 år, udgør de stadig top-3 på verdensranglisten og er nok engang de store forhåndsfavoritter til at løbe med French Open-titlen.

Men at de garvede og gamle i dag formår at forsætte deres dominans i deres karrieres efterår, er ikke et fænomen, der begrænser sig til tennis.

Lige nu ses det nemlig på tværs af alverdens sportsgrene, at de yngre generationer kæmper med at slå de gamle af tronen. I stedet holder sportens grå guld fast i deres position i verdenseliten og afviser generationsskiftet.

Tom Brady, Serena Williams, Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er blot en lille håndfuld af de elitesportsfolk, som lige nu også er ved at omdefinere, hvor længe man kan forblive i den absolutte verdensklasse.

At de ’gamle’ er begyndt at dominere i hidtil uset grad, skinner igennem i statistikkerne.

I 1992 var gennemsnitsalderen for mændene på verdensranglistens top-10 i tennis 23 år. I dag er den 29,2 år. Gennemsnitsalderen ved finalerne i roning ved OL er fra 1974 til 2014 steget fra 24 til 31 år.

I NBA var der i 1982 kun to spillere på 35 år eller ældre, nu er der 32. I NHL er det antal i samme periode steget fra fire til 50, og i NFL er de 35-årige eller ældre gået fra at være 14 til 38 spillere.

Men hvad skyldes denne tendens? Hvad er det, der har gjort ældre sportsudøvere mere konkurrencedygtige på allerhøjeste niveau end førhen?

Årsagerne er mange, men ifølge den amerikanske journalist Jeff Bercovici, som er forfatter til bogen "Play On: The New Science of Elite Performance at Any Age", er et paradigmeskifte i måden topatleter træner den primære forklaring.

- Engang trænede elitesportsfolk ud fra en more is more-mentalitet. Tankegangen var, at jo hårdere træningen var, jo bedre var den. Men der har været en bevægelse hen imod less is more. Nu handler det om at træne så lidt som muligt, uden at det går ud over evnen til at præstere.

- Det er et nyt træningsregime, hvor man bredt har forstået den fysiologiske vigtighed af ikke at oparbejde træthed. Udbredelsen af den træningsfilosofi gør, at de ældre atleter i dag er bedre til at undgå karriereafsluttende skader og blive længere tid på toppen.

Hønen og ægget bytter plads

At ung og hurtig slår gammel og langsom er en selvfølgelighed om sportens væsen, der er ved at blive omskrevet. For udløbsdatoen på ældre topatleter er blevet forlænget, fordi træningsmetoderne har forandret sig.

  • I 2015 blev Peyton Manning som 39-årig den ældste quaterback nogensinde til at vinde en Super Bowl. (Foto: Patrick Smith © 2016 Getty Images)
  • I 2019 slog Tom Brady kollegaen Peyton Mannings rekord fra 2015, da han som 41-årig blev den ældste quaterback nogensinde til at vinde en Super Bowl. (Foto: Mike Segar)
  • I 2017 vandt Serena Williams som 35-årig Australian Open og blev dermed den ældste kvindelige Grand Slam-vinder nogensinde. Efter turneringen viste det sig, at hun havde spillet turneringen, mens hun var ni uger inde i en graviditet. (Foto: MARK R. CRISTINO)
  • Efter at den amerikanske svømmer Anthony Lee Ervin vandt sin første OL-guldmedalje i 50 meter freestyle ved OL i 2000 gentog han bedriften ved OL i 2016. Som 35-årig gjorde det ham til den ældste svømmer nogensinde til at vinde en individuel OL-medalje. (Foto: ODD Andersen)
  • Da Justin Gatlin til OL 2016 fik sølv i 100 meter sprint, blev han som 34-årig den ældste medaljevinder nogensinde i sin disciplin.
1 / 5

- Særligt de ældre sportsfolk skulle tidligere træne hårdt for at kompensere for alderens fysiske tilbagegang. Tankegangen var, at man skulle træne hårdt for at være i topform, da det var en forudsætning for at forblive skadesfri. Men det medførte alt for ofte overtræning og det modsatte af den ønskede effekt – nemlig skader, siger Jeff Bercovici.

- I dag er tankegangen derimod, at man skal være skadesfri for overhovedet at kunne træne det nødvendige for at holde sig i topform. Altså en slags hønen og ægget-diskussion, der er blevet vendt på hovedet. Derfor er fokus nu ikke på at træne hårdere og hårdere, men på at træne lige akkurat nok. At undgå skader er ikke held. Det er en videnskab for sig. Og den har udviklet sig markant, siger Jeff Bercovici.

Den grundlæggende videnskab bag træningstilpasning involverer fysisk stress. Når muskler udsættes for stress, de ikke er vant til, bryder de ned og vokser sammen en lille smule stærkere. Men det kræver, at kroppen også får den nødvendige hvile imellem træningerne.

For hvis en sportsudøver overtræner og ikke giver musklerne den fornødne restitution, vil kroppen ikke akkumulere bedre form, men i stedet akkumulere træthed, og det vil øge risikoen for skader af forskelligt art.

At trænings- og restitutionsmængden har direkte indflydelse på risikoen for skader, har den svenske fysiker Jan Ekstrand blandt andet sandsynliggjort. Hans forskning viser, at hyppigheden af fodboldspilleres skader afgøres af, hvordan og hvor hårdt de trænes. Og den erkendelse er særligt vigtig for de ældre sportsudøveres evne til at blive på toppen.

- Den måde, man kan træne på, når man 20-25 år, kan man ikke bare blindt overføre til 30’erne. Så kan man hurtigt køre sin sportskarriere i graven. Specielt hvis der er noget aldersbetinget, der gør, at man restituerer langsommere, siger Peter Møller Christensen.

Selvdoserende verdensstjerner

I sin selvbiografi "Open" beskriver den tidligere tennisstjerne Andre Agassi, hvordan han med årene intensiverede sine træningspas i et forsøg på at gøre op for den fart og styrke, som svandt med alderen.

I sine bestræbelser på at minimere aldringens indhug i sin fysik trænede han sig selv til udmattelse. Ofte når han satte sig ind i sin bil efter træning, var han drænet for kræfter. Nogen gange var udmattelsen så overvældende, at han ikke orkede at dreje nøglen for at starte bilen. I stedet lagde han sig om på bagsædet for at sove.

Sådan en kamikaze-fortælling vil man næppe få, hvis man spurgte nutidens største tennisstjerner Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic om deres træningsrutiner.

Siden US Open 2016 har de tre på trods af deres fremskredne alder udgjort en noget nær uovervindelig gammel garde og fordelt samtlige Grand Slam-turneringer imellem sig.

Spørger man Michael Mortensen, som er tidligere professionel tennisspiller og nuværende tennistræner og ekspertkommentator på Eurosport, er Federer, Nadal og Djokovic nogle af de fremmeste eksempler på moderne sportveteraners tilgang til træning og restitution.

De træner og spiller ikke blindt til de brænder ud, sådan som Andre Agassi kunne finde på i 90’erne. De analyserer nøjsomt hvert et lille fysiologisk signal fra deres krop, de formår at balancere fitness og friskhed til noget nær perfektion, og det har gjort dem langtidsholdbare.

- De er eminente til at dosere sig selv og deres præstationer. De kommer aldrig ud på banen og virker i underskud. Og de er umulige for modstanderen at trætte. Det er blandt andet fordi, de formår at konservere og passe på deres energi i løbet af en hel sæson. De spiller færre turneringer, end de gjorde i deres yngre år.

- Hvis de stillede op i alle de turneringer, de kunne, ville de oftere løbe ind i skader. Men de forstår at modificere deres træning og deres turneringsplaner helt rigtigt, og derfor er deres alder ikke blevet en ulempe for dem endnu, siger Michael Mortensen.

37-årige Roger Federers skadehistorisk taler sit tydlige sprog. For den er nærmest ikke-eksisterende.

Den schweiziske tennisstjerne har aldrig trukket sig fra en kamp med skade, og da han meldte afbud til French Open i 2016 med en knæskade, var det første gang, han missede en Grand Slam-deltagelse i 17 år. Og så var det endda ikke en sportsskade, men en skade han havde pådraget sig på et glat badeværelsesgulv.

- Vi er bedre til at holde en kontinuerlig form og undgå skader, end man var i 80’erne og 90’erne. Nadal, Djokovic og jeg spiller på et niveau, som folk i vores alder førhen ikke ville kunne begå sig på. Men jeg tror ikke, det bare handler om os tre. Jeg tror også, at vi vil se flere spillere på vores alder dominere i fremtiden.

Sådan har Roger Federer i det australske dagblad The Age selv beskrevet sin og de aldrende kumpaners evne til at holde sig konkurrencedygtige.

Deres utrolige dominans i sporten har affødt begrebet "The Lost Generation". Altså den generation, der var udset til at overtage verdenstoppen efter Federer, Nadal og Djokovic, men som aldrig nåede derop, fordi de tre veteraner er forblevet de bedste, til trods for at tidens tand har gjort dem tyndhårede.

Nu har de tre blikket rettet mod French Open-trofæet. Imellem dem og triumfen står en generation af yngre og ærgerrige tennisspillere, som de næste uger vil forsøge at slå de tre gamle giganter på det røde grus i Paris. Men Michael Mortensen ser dem ikke give afkald på tennismagten lige foreløbig.

- Jeg vil ikke blive overrasket, hvis de tre tilsammen vinder alle Grand Slams for tredje år i træk. De er de tre musketerer, der regerer i tennis. Og selvom der er flere unge, der banker på døren, tror jeg, generationsskiftet må vente lidt endnu, siger Michael Mortensen.

Facebook
Twitter