Tennisekspert om Wimbledon: 'Svær vej for Wozniacki'

Eurosports Michael Mortensen kalder Carolines Wozniackis Wimbledon-lodtrækning ”tough”

Der venter Wozniacki en svær vej i Wimbledon, mener Eurosports tennisekspert (Foto: Tony O'Brien © Scanpix)

Der er i dag trukket lod til årets tredje grand slam turnering, den præstigefyldte Wimbledon, der begynder på mandag. Caroline Wozniacki, der er verdens nummer to, er også seedet to i turneringen, men vejen til finalen tegner svær, mener Eurosports tennisekspert Michael Mortensen.

Første opgave bliver amerikaneren Varvara Lepchenko, der er verdens nummer 98.

-Det burde være en pligtsejr for Caroline, siger han om mødet med venstrehåndsspilleren. Til gengæld er han mindre tryg ved de kommende modstandere.

I anden runde står Wozniacki til at møde russeren Ekaterina Makarova og derefter amerikaneren Coco Vandeweghe, der ifølge Mortensen stortrives på græs og to gange er nået turneringens kvartfinale.

-Det bliver en vanskelig kamp. Caroline har fået en relativt svær lodtrækning lige bortset fra første kamp, og jeg er især bekymret for tredje runde og en eventuel kamp mod Serena Williams, siger Michael Mortensen.

Serena Williams har vundet 23 grand slam-titler, heraf Wimbledon syv gange, men er blot nummer 183 i verden i øjeblikket. Hun er seedet som nummer 25, men kan ramme danskeren i kvartfinalen.

Wozniackis bedste resultat i Wimbledon-sammenhæng er ottendedelsfinalen. Hun var blandt de sidste 16 i 2017, og i alt har hun prøvet at have ottendedelsfinalen som endestation seks gange i karrieren.

Facebook
Twitter