Tennisekspert om 'Wozzy': 'Succesfuld, udadvendt og smilende. Hun har været et hårdtarbejdende forbillede'

Tine Scheuer-Larsen hylder Caroline Wozniacki for en flot karriere, men er ikke så overrasket over hendes stop.

Caroline Wozniacki har levet som professionel tennisspiller, siden hun var 15 år. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Det er én af den danske sportsverdens allerstørste navne, som fredag fortæller, at hun stopper karrieren.

Og ifølge den tidligere professionelle tennisspiller og nuværende ekspertkommentator Tine Scheuer-Larsen kan Caroline Wozniacki glæde sig over, hvad hun har opnået.

- Hun har været en af de allerstørste i dansk sport. Tennis er så global en sport, hvor det er utroligt svært at slå igennem i verdenstoppen, men det har hun gjort. Hun har været en fantastisk repræsentant for Danmark. Succesfuld, udadvendt og smilende. Hun har været et hårdtarbejdende forbillede, siger Tine Scheuer-Larsen til DR Sporten.

Caroline Wozniacki har levet som professionel tennisspiller, siden hun var 15 år.

En lang karriere på toppen af tennissporten har sat sine spor, og i de seneste år har hun kæmpet med leddegigt.

Kvaler som også har haft indflydelse på hendes spil på banen, vurderer Tine Scheuer-Larsen.

- Man har måske lidt kunnet fornemme, at det var på vej. Hun startede sin professionelle karriere utroligt tidlig, fordi hun var så stort et talent, så hun har allerede haft en lang karriere. Så på den måde er det ikke så stor en overraskelse.

Timeglasset var ved at rinde ud

Den tidligere professionelle tennisspiller og nuværende tenniskommentator, Michael Mortensen, havde for et par uger fire træningssessioner sammen med Caroline Wozniacki, da hun var i Danmark.

Dér kunne han godt fornemme, at timeglasset var ved at rinde ud.

I 2017 vandt Caroline Wozniacki Australian Open. I 2020 slutter hun karrieren der. (Foto: Thomas Peter © Scanpix)

De seneste mange måneder har Caroline Wozniacki nemlig været plaget af leddegigtsygdom, fortæller Michael Mortensen. Og det har haft en stor betydning for hendes beslutning, vurderer han.

- Hun er så ærekær, at hun ikke kan affinde sig med ikke at kunne spille på 100 procent, når hun går på banen. Hun har stadig sulten i forhold til at være blandt de bedste i verden, men når leddegigtssygdommen bliver ved med at generer hende, føler hun, at det er tid til at komme videre i livet.

- Hun er nygift. Og hun er meget intelligent, så hun har en masse spændende oplevelser og muligheder, der venter på hende uden for tennis.

Før hun lægger ketsjeren helt på hylden, deltager hun i januar i grand slam-turneringen Australien Open, som hun tidligere har vundet. Og måske kan hun der slutte tenniskarrieren af på toppen.

- Hun kunne godt have haft et par gode år i sig endnu på allerhøjeste niveau. Hun er en speciel fighter-type, så jeg ville absolut ikke have afskrevet hende fra flere store triumfer. Hun kan også godt slutte karrieren af med at vinde Australian Open, siger Tine Scheuer-Larsen.

Wozniackis afskedsturnering, Australian Open, spilles fra 20. januar til 2. februar 2020.