Tennisekspert tror på grandslam-finale: Bliver ikke mere optimalt for Caroline

Michael Mortensen ser flere indikationer på, at Australian Open kan blive turneringen for Caroline Wozniacki.

Kan Caroline Wozniacki gå hele vejen i Australian Open? Det mener Michael Mortensen. (Foto: William WEST © Scanpix)

Caroline Wozniacki fik mandag den perfekte start på årets første grandslam, Australian Open, da hun besejrede rumænske Mihaela Buzarnescu i to sæt. Samtidig skete der flere store overraskelse i turneringen i Melbourne på de andre baner.

Mest prominent røg Venus Williams ud, da hun i sin førsterundekamp tabte til Belinda Bencic, men også Coco Vandeweghe, Dominika Cibulkova, Ekaterina Makarova, Shuai Peng og sidste års US Open-vinder, Slaone Stephens, røg ud. Det giver tro på, at Australian Open kan blive turneringen, hvor Wozniacki endelig vinder en grandslam.

- Det har gjort det markant lettere for Caroline. Jeg er meget chokeret over alle de seedede spillere, der er røget ud i Carolines halvdel. Jeg frygtede Coco Vandeweghe, som hun tabte til i Wimbledon, siger Eurosports tenniskommentator Michael Mortensen.

- Det er ligesom om, at det her er året, hvor Caroline skal spille sig i finalen og forhåbentlig vinde Australian Open. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man skal tyde, at der er røget så mange seedede spillere ud i dag, siger han.

Ubekendte faktorer

Det er ikke kun de mange dygtige spilleres overraskende exit, der giver næring til håbet om dansk succes. Også Wozniackis form i sidste sæson med otte finaler i sidste sæson vejer positivt. Og så er danskeren seedet som nummer to i Australian Open og har fået en på papiret god lodtrækning.

- Forudsætningerne er der. Hun kunne ikke få en bedre lodtrækning, end hun har fået, og så er alle de der seedede spillere røget ud. Der er linet op til, at hun spiller sig i finalen. Det kan ikke blive mere optimalt for Caroline, som det ser ud, siger Michael Mortensen, som dog har forbehold.

- Caroline vil ikke undervurdere nogle spillere, og det skal hun heller ikke. Der er så mange faktorer, der kan spille ind. Det kan være at sove dårligt om natten eller at spise noget dårligt om aftenen. Der er bare nogle ubekendte, siger Mortensen.

I anden runde af Australian Open møder Caroline Wozniacki den forholdsvis ukendte kroat Jana Fett. Kampen er endnu ikke programsat, men spilles natten til onsdag eller onsdag morgen.