Tenniskometen Osaka vinder overbevisende sin fjerde grand slam-titel

I sikker stil tog Naomi Osaka sejren i grand slam-turneringen Australian Open.

Smilet var stort, da Naomi Osaka endelig havde sikret sejren. (Foto: Loren Elliott © Scanpix)

Naomi Osaka er tilbage på tronen i Australian Open.

Lørdag vandt japaneren for anden gang grand slam-turneringen, da hun i finalen slog amerikanske Jennifer Brady i sikker stil.

Osaka vandt i to sæt med cifrene 6-4, 6-3. Det er den 23-årige japaners fjerde grand slam-sejr i alt. Hun vandt også Australian Open i 2019.

- Jeg udlever mine drømme. Jeg tager alle turneringer seriøst. Jeg vil bare være stabil, og det er mit primære mål i år, siger japaneren ifølge AFP.

Osaka har tænkt sig at fejre den store sejr med at se tegnefilm og spise pizza, fortæller hun desuden.

Jennifer Brady har med nederlaget stadig sin første grand slam-titel til gode. Lørdagens finale var amerikanerens første i en af tennissportens største turneringer.

Naomi Osaka kom bedst fra land. Japaneren var overlegen i eget udlæg, og allerede anden gang, Brady havde serveretten, slog Osaka til og brød til 3-1.

Men måske var der bare tale om startnerver for Brady. For amerikaneren svarede tilbage med det samme, reducerede til 2-3 og virkede til at være kommet op i gear.

Det er anden gang, Naomi Osaka vinder Australian Open. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

Osaka holdt dog hovedet koldt. I Bradys udlæg tog japaneren første sæt med hjælp fra en amerikansk bold, der endte i nettet.

I andet sæt viste Osaka, hvorfor hun ligger nummer tre på verdensranglisten og altså nu har vundet en lille håndfuld grand slam-titler. I overbevisende stil kom hun foran 3-0 på kun ti minutter, og Brady begyndte at virke frustreret og rådvild.

Næsten intet lykkedes for amerikaneren, som i partiet efter måtte se Osaka lave sit andet servebrud i lige så mange forsøg i andet sæt og gøre det til 4-0.

Bradys sejrsdrøm fik lidt liv, da hun udnyttede et par sløsede partier af Osaka til at reducere til 2-4. Men der var ikke mere slinger i japanerens vals.

Osaka holdt sin serv og kørte uden problemer sejren i hus.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter