Tennisspiller bukker under for røg fra skovbrande

Organisationen bag Australian Open får kritik for at lade spillerne spille i røgen.

Effekten af de australske skovbrande har for alvor ramt årets første grand slam-turnering i tennis, Australian Open.

Natten til tirsdag dansk tid måtte flere spillere aflyse deres træning på grund af røgen, som hænger tæt over Melbourne, og tirsdag morgen dansk tid måtte en kvindelig spiller trække sig midt under sin kvalifikationskamp til turneringen.

Sloveneren Dalila Jakupovic lå lunt i svinget til at vinde sin kvalifikationskamp mod en schweizisk modstander, men pludselig satte sloveneren sig på knæ, hostede voldsomt og havde tydeligvis problemer med vejrtrækningen.

- Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret mere og faldt sammen på jorden, siger hun ifølge sportingnews.com.

- Jeg var virkelig bange for, at jeg ville kollapse. Det var derfor, jeg måtte lægge mig. Jeg kunne ikke gå mere.

Jakupovic havde vundet første sæt 6-4 og havde fordel i egen serv ved 5-6 i andet sæt, da hun måtte opgive at spille videre.

'Ikke sundt'

Røgen havde sat sig så meget i luftvejene, at hun blev ramt af et gedigent hosteanfald, og hun endte med at måtte hjælpes fra banen.

Hun afviser, at årsagen til de fysiske problemer kunne skyldes varmen eller andre lidelser.

- Jeg har ikke astma og har aldrig haft vejrtrækningsproblemer. Jeg kan faktisk godt lide varme, siger hun og langer diskret ud efter turneringsarrangøren.

- Det er ikke sundt for os. Jeg var overrasket. Jeg troede ikke, vi skulle spille (på grund af røgen, red.), men vi har ikke rigtig noget valg.

På Twitter har flere spillere og medier også reageret på episoden, og blandt andre er den franske spiller Alize Cornet langtfra tilfreds med tilstandene.

- Det her er ikke rimeligt. Kom i gang Australian Open og Craig Tiley (turneringsdirektør, red.). Har I virkelig tænkt jer at lade dette ske, spørger hun på sin twitterprofil.

Her linker hun til et billede, hvor man angiveligt kan se det tykke røgslør, som hærger den australske storby.

På grænsen til det forsvarlige

Danske Mikael Torpegaard spillede også kvalifikation til grandslam-turneringen natten til tirsdag, og også han var påvirket af røgen.

- Jeg havde svært ved at trække vejret efter de lange dueller i dag, fortæller Mikael Torpegaard fra Melbourne.

Danmarks bedst rangerede herrespiller tabte 3-6, 3-6 til australieren Luke Saville, men Torpegaard vil ikke bruge de dårlige luftforhold som undskyldning for resultatet.

- Det var bestemt ikke derfor, jeg tabte, men jeg synes, at det var lige på grænsen til ikke at være forsvarligt at spille med så dårlig luft, lyder det fra Torpegaard.

/ritzau/