Tennissportens balletmester slutter karrieren i en double med sin evige rival

Roger Federer spiller i aften sin sidste kamp som professionel tennisspiller - i en double med Rafael Nadal.

Opdateret: I Roger Federers sidste kamp, formåede han ikke at hente en sejr. Til gengæld blev der sat et flot punktum, da han efter kampen tog mikrofonen og talte. Det kan du læse om her.

En 24 år lang, gloværdig karriere får sit punktum fredag aften.

Roger Federer træder for sidste gang ud til en professionel tenniskamp, når han side om side med sin mangeårige rival Rafael Nadal skal spille double ved Laver Cup-turneringen i London.

På et pressemøde forud for Laver Cup fortalte Federer om sine overvejelser, som nu har ledt ham til sin sidste kamp.

Den nu 41-årige schweizer har lyttet til sin krop og særligt knæet, der har drillet ham i karrierens efterår, og sandet, at nu er det nu. Hertil og ikke længere.

- På et tidspunkt fik jeg en scanning, som gjorde mig mere pessimistisk, og så var jeg ved en skillevej. Jeg var ikke villig til at gå i den retning, hvor jeg skulle satse det hele.

- Jeg har altid sagt, at jeg ville slutte min karriere uden operationer, men de seneste år har været hårde på den front. Tennis er en brutal sport at komme tilbage i.

Han tog tennis til et nyt niveau

Roger Federers 20 grandslam-titler taler for sig selv, og den tidligere danske tennisspiller Kenneth Carlsen kan ikke andet end at lette på hatten.

- Han har været verdens bedste tennisspiller. Der er også rigtig mange, der mener, at han er verdens bedste spiller gennem historien, siger Kenneth Carlsen.

- Han tog tennis til et helt andet niveau, da han slog igennem. Man kan næsten sige, at der er var et før og et efter Roger Federer.

Det er kun Rafael Nadal og Novak Djokovic, der har formået at nå ham til sokkeholderne, og selvom de to har overgået Federer på nogle parametre, fortjener den populære schweizer en vis respekt.

- Han startede det. Han var banebrydende, kæmpe gentleman både på banen og uden for banen og en personlighed, som vil blive savnet i tennis mange år fremover, siger Kenneth Carlsen.

Rafael Nadal og Novak Djokovic har begge overgået Roger Federer i antallet af grandslam-triumfer, og serbiske Djokovic er den spiller med flest uger som nummer et i verden.

Men den 41-årige schweizer har altid gjort særligt indtyk i tennissporten.

- Han har været på hjemmebane, ligegyldigt hvor han har været i verden. Det er den mest populære tennisspiller, vi siger farvel til nu, siger Kenneth Carlsen.

Spillestilen var en ballet værdig

Der hersker ingen tvivl fra Kenneth Carlsens side, når han bliver bedt om at forklare, hvad der gør Roger Federer så speciel.

- Det er hans spillestil.

- Der er mange, der har sammenlignet hans spil med kunst og ballet. Det var meget elegant, meget flydende, meget naturligt. Der var så meget klasse over hans spil, og man kunne lave en instruktionsbog på alle hans slag, siger Kenneth Carlsen.

Derfor har Roger Federer også præget en god portion af de yngre spillere, man ser på ATP-touren i dag, hvor flere ifølge Kenneth Carlsen har forsøgt at efterligne den teknisk fremragende schweizer.

- Det er svært at beskrive med ord, hvad han har betydet for tennis. Han ligner det her naturtalent, hvor han tager en ketsjer i hånden, og så kommer det bare helt naturligt til ham, siger Carlsen.

  • Roger Federer er blandt andet kendt for sin enhåndsbaghånd, som han her viser prøver på i Wimbledon-finalen fra 2007. (Foto: Toby Melville © Scanpix Denmark)
  • Efter fem sæt på græsset i Wimbledon vandt Federer finalen over Rafael Nadal tilbage i 2007. (Foto: EDDIE KEOGH © Scanpix Denmark)
1 / 2

Også Novak Djokovic har i denne uge talt i rosende vendinger om sin schweiziske konkurrents evner med ketsjeren.

- Hans indvirkning på spillet har været enorm. Måden han spillede på, hans stil, ubesværetheden, helt perfekt i øjnene på en tennistræner, spiller eller blot fan, sagde Novak Djokovic på et pressemøde i London onsdag.

Kun statistikker sår tvivl

Den tidligere danske tennisspiller har som så mange andre været af den overbevisning, at schweizeren er den bedste, tennissporten nogensinde har set.

Rafael Nadal og Roger Federer har mødt hinanden 40 gange i karrieren, men i aften spiller rivalerne sammen i schweizerens farvel. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

Det oplevede Kenneth Carlsen på egen krop i 1999, hvor han mødte det dengang 17 år gamle schweiziske tennistalent.

Det lykkedes dog danskeren at slå Roger Federer med cifrene 7-5, 7-6, hvilket gør ham til medlem af en helt særlig klub af tennisspillere, der har en 100 procent sejrsrate mod tennisstjernen.

Hør Kenneth Carlsen fortælle om opgøret mod Roger Federer i videoen herunder:

Det er da også kun fordi konkurrenterne Rafael Nadal og Novak Djovkovic har gjort sig rigtig umage med at vinde titler, at Kenneth Carlsen, så småt har sine tvivl om hvorvidt schweizeren skal placeres som den bedste tennisspiller nogensinde. For nu.

- Der er forskellige præferencer, hvad man synes, der ser godt ud, men jeg tror alle kan være enige om, at Roger Federers tennisspil ser utroligt flot, lækkert og elegant ud, siger Kenneth Carlsen.

- Det er kun nogle statistikker, der begynder at så tvivl hos mig, siger Kenneth Carlsen.

Ville spille for evigt

For Roger Federer selv, så er den sidste tur i savsmuldet heller ikke uden et dryp af vemod.

Kort inden han modtog klapsalver ved pressemødet i London, åbnede han op for sine egne tanker om at forlade den sport, som han altså har været en værdig repræsentant for i over 20 år.

At det bliver ved siden af sin store rival, Rafael Nadal, er dog en smuk ting, lyder det fra schweizeren.

- Selv om vi har kæmpet mod hinanden i så lang tid, som vi har, så har vi altid haft den respekt for hinanden, vores familier, trænerteams og for de karrierer, vi har haft. At komme ud på den anden side og have et godt forhold, er måske et godt budskab til tennis og videre end det, siger Roger Federer.

- Det er selvfølgelig trist, når man indser, at det her er slutningen. Den gode ting er, at alle skal forlade spillet på et tidspunkt, og det er jeg bevidst om.

- Man vil altid gerne spille for evigt. Jeg elsker at være på banen, spille mod gutterne og rejserne. Jeg har aldrig følt, at det var svært for mig at gøre de ting, og jeg elsker min karriere uanset hvilken vinkel, man ser den fra, siger Roger Federer.

- Jeg synes, at det er et godt budskab til både tennisverdenen, sportsverdenen og måske endda videre end det, siger Roger Federer om at skulle spille double med Rafael Nadal. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)

Hele den nærliggende diskussion om at være den bedste nogensinde, en fintælling af grand slams og titler, er heller ikke noget, som den snart pensionerede tennisstjerne har tænkt sig at dvæle ved.

- At jeg har været i stand til at vinde 100 titler i min karriere er fantastisk, og min levetid i sporten er noget, jeg er stolt af, så jeg behøver ikke alle rekorderne for at være glad, det kan jeg sige jer, siger Roger Federer.

Roger Federers sidste kamp kan ses på Eurosport 1 fra klokken 21.30 fredag aften.