Tennisstjerne bryder sammen igen: Skal medierne behandle hende med fløjlshandsker?

Naomi Osaka deltog på sit første pressemøde i mere end tre måneder

Naomi Osaka stillede mandag op til sit første pressemøde i mere end tre måneder. Ikke siden hun trak sig fra French Open i juni, har den japanske tennisstjerne været til et officielt pressemøde. (Foto: Tiziana Fabi © Ritzau Scanpix)

Hun trækker kasketten ned over øjnene, og da hun kigger op igen, er hun tydelig berørt.

Den japanske tennisstjerne, Naomi Osaka, havde nok håbet, at hendes første pressemøde i mere end tre måneder, ville ende lidt bedre, end det gjorde i går.

Men det var nærmest deja-vu til French Open i april. I hvert fald følelsesmæssigt.

Op til turneringen i den franske hovedstad annoncerede Osaka, at hun ikke ville deltage i de officielle pressemøder. Det vækkede undren i det meste af tennisverdenen.

Også hos arrangørerne, som tildelte verdensstjernen en bøde, og en skriftlig advarsel om, at hun kunne blive udelukket fra turneringen og fremtidige Grand Slams, hvis hendes presseboykot gentog sig.

Det fik Osaka til at trække sig fra turneringen. En beslutning hun senere begrundede med, at hun gennem længere tid havde haft problemer med at være til pressemøder.

- Selv om tennispressen altid har været flink over for mig, så er det ikke naturligt for mig at tale offentligt, og jeg bliver ramt af voldsomme bølger af angst. Jeg bliver meget nervøs og stresset af altid at skulle give mit bedste svar på pressemøder, skrev den 23-årige japaner på twitter.

Mandag var den japanske verdensstjerne så atter tilbage som skydeskive for journalisternes spørgsmål, da hun, forud for en turnering i USA, stillede op til sit første pressemøde siden hun trak sig fra French Open.

Men hvad der begyndte godt, endte med endnu engang at blive en dårlig oplevelse for den firedobbelte grand slam-vinder.

Efter et par bløde tennisrelaterede spørgsmål, blev Osaka spurgt ind til hendes forhold til pressen, og hvordan hun i fremtiden vil balancere det faktum, at man som højtprofileret tennisstjerne i vid udstrækning er afhængig af mediernes eksponering.

- Det er tidspunktet, hvor pressekonferencerne ligger, jeg synes, er det sværeste. Siden jeg var helt ung, har jeg haft meget medieinteresse omkring mig. Jeg er først og fremmest tennisspiller, og det er derfor, mange mennesker er interesserede i mig, lød det fra Osaka på pressemødet.

- Men jeg vil også sige, at jeg ikke er sikker på, hvordan jeg vil balancere det. Jeg er ved at finde ud af det, ligesom I (journalisterne. red) er.

Herefter trak Osaka kasketten ned over ansigtet og var tydelig berørt, og da den næste journalist var midt i sit spørgsmål, måtte verdensstjernen trække sig fra pressemøder og samle sig selv, inden hun kom tilbage og svarede på flere spørgsmål.

Naomi Osaka var storfavorit til at nappe OL-guldet på hjemmebane. Men i tredje runde blev endestationen for den japanske verdensstjerne. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)

Skal medierne behandle Osaka med fløjlshandsker?

Episoden på pressemødet fik efterfølgende Osakas agent, Stuart Duguid, til tasterne.

- Journalisten fra Cincinnati Enquirer er indbegrebet af, hvorfor relationen mellem spillere og medier er så spændte lige nu. Alle på det pressemøde vil være enige om, at journalistens tone var forkert, og at hans eneste formål var at skræmme. Virkelig forfærdelig opførsel, skrev agenten i en pressemeddelelse.

Journalisten, som er havnet i krydsild, kommer fra det lokale medie Cincinnati Enquirer. Et medie, som også beskæftiger sig med andet end sport. Og det kan, ifølge tennisjournalisten Ben Rotenberg, være en del af forklaringen på, hvorfor pressemødet endte med Osaka-tårer.

- De tennismedier, som kender Osaka, havde gang i et fint pressemøde indtil en lokal reporter kører det hele af sporet, skriver Ben Rothenberg, som selv deltog i pressemødet, på Twitter.

Du kan se et uddrag fra pressemødet i videoen herunder: (Video: ESPN)

Men kan det virkelig passe, at medierne skal tage fløjlshandskerne på, når en verdensstjerne stiller op til et officielt pressemøde?

Det kan være en svær sag at vurderer, lyder det fra Allan Boye, som er næstformand i Dansk Journalistforbund.

- Når det handler om professionelle kilder, må man have en forventning om, at der er et støtteapparat omkring dem, som er med til at rådgive. Særligt i forhold til professionelle atleter, hvor pressemøder oftest er de eneste steder, man kan få et citat.

Men bare fordi, man har muligheden, skal man ifølge Allan Boye ikke nødvendigvis udnytte den.

- Det ligger jo i de presseetiske regler, at man altid skal tage hensyn til kilder, uanset om man er professionel eller ej.

- Når det er et internationalt pressemøde, er der jo også forskellige tilgange til, hvad der er god presseskik rundt om i verden. Men jeg vil mene, at når man som journalist kan se, at det unge menneske har det dårligt, bør reflektere over sit spørgsmål i stedet for at gå efter at få folk til at bryde sammen, lyder det fra Allan Boye.

Naomi Osaka har flere gange brugt sin position som tennisstjerne til at sætte fokus på politiske emner. Her poserer hun med et mundbind påtrykt Geroge Floyd under US Open i 2020. (Foto: Frank Franklin II)

Kan man være stjerne uden medierne?

Tilbage står spørgsmålet: Kan det lade sig gøre at være en af verdens bedste tennisspillere uden at stå til rådighed for medierne?

Svaret er nej. I hvert fald hvis man spørger tennistræneren Michael Mortensen, som har arbejdet med både Caroline Wozniacki og den tidligere kinesiske verdensetter Li Na.

- Du skal være tilgængelig for pressen. Det er medierne, der har været med til at skabe den tilværelse, hun har i dag, men hun bliver simpelthen nødt til at passe bedre på sig selv, og de mennesker omkring hende bliver nødt til at passe bedre på hende. Ellers bliver hun ikke den tennisspiller, hun kan blive.

Naomi Osaka har gennem sin karriere ikke været bleg for at tage stilling til politiske spørgsmål, og det kan også sagtens lade sig gøre at kombinere spillet på banen, med meningerne udenfor. Men ifølge Michael Mortensen, har det bare en pris, som man skal holde sig for øje.

- Du bliver nødt til at koncentrere dig om tennis og være meget selektiv. Når du går ind for noget politisk eller en dagsorden, så skal du også være klar til at stå til rådighed og være klar til at forsvare dine synspunkter. Har du ikke overskud til det, så lad være med at gøre det. Lad nogle andre tage kampen, siger det fra Mortensen.

FacebookTwitter