Tennisstjerne varmede op i russisk fodboldtrøje - nu får hun advarsel for upassende opførsel

Den russiske tennisspiller Anastasia Potapova har fået en advarsel for at have varmet op til en kamp i Indian Wells iført en russisk fodboldtrøje.

Ifølge Anna Potopova selv, skulle hun altid have været tilhænger af Spartak Moskva. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)

Mens verdens bedste tennisspillere duellerer om sejr og hæder i den store, amerikanske turnering Indian Wells, har en t-shirt stjålet rampelyset fra sporten for en stund.

En helt bestemt t-shirt, vel at mærke.

For tre dage siden gik den russiske tennisspiller Anastasia Potapova, der er nummer 28 på verdensranglisten, ind til sit opgør mod amerikanske Jessica Pegula iført en Spartak Moskva-fodboldtrøje.

En del af opvarmningen foregik også i den røde fodboldtrøje, der efterfølgende blev trukket over hovedet og røg ned i sportstasken igen.

Så længe Ruslands militære invasion af Ukraine stadig står på, er det dog ikke passende for en tennisspiller at have en russisk fodboldtrøje på til en turnering, mener Kvindernes Internationale Tennisforbund (WTA).

De har derfor nu valgt at udstede en advarsel til Anastasia Potapova.

- Med hensyn til den russiske fodboldtrøje har WTA formelt advaret spilleren om, at dette ikke var acceptabelt eller en passende handling, skriver WTA i en pressemeddelelse ifølge Reuters.

Det er denne Spartak Moskva-trøje, Anastasia Potapova havde på inden sit opgør i Indian Wells mod amerikanske Jessica Pegula. (Foto: © Sebastian Taarsted Bagger DR, Screenshot fra Twitter)

Russiske og belarusiske tennisspillere er - modsat i flere andre sportsgrene - fortsat velkomne til at konkurrere på den internationale scene, såfremt det sker under neutrale farver og uden flag.

Og det er netop den grænse, den russiske tennisspiller, ifølge WTA, har overtrådt.

- Vi forventer ikke at se nogen gentagelse af dette i fremtiden, skriver WTA.

Anastasia Potapova endte med at tabe kampen mod amerikanske Jessica Pegula 2-1 i sæt. (Foto: © Jayne Kamin-Oncea, Ritzau Scanpix)

Advarsel kommer efter henvendelse fra verdensetter

Efter Indian Wells-kampen fortalte den 21-årige russer, at hun har været tilhænger af Spartak Moskva, siden hun var 13.

Samtidig var det heller ikke ment som en provokation, fortalte hun.

Sådan blev det dog opfattet, mener nummer ét på verdensranglisten, polske Iga Swiatek.

- For at være ærlig, så blev jeg overrasket. Jeg troede, hun havde indset, at hun ikke burde vise sin støtte på sådan et tidspunkt, heller ikke selvom hun er fan af holdet, siger Iga Swiatek ifølge BBC.

Derfor hev den polske verdensetter efter opgøret fat i WTA for at få dem til at se nærmere på sagen.

- Jeg har snakket med WTA, og jeg fandt ud af, at sådanne situationer ikke bør finde sted fremover, fordi det ikke skal være tilladt at støtte nogen russiske hold. Det beroligede mig lidt, siger hun.

For tre uger siden lagde den russiske tennisspiller også et billede på sin Instagram-profil, hvor hun var iklædt Spatak Moskva-trøjen. (Foto: © Sebastian Taarsted Bagger DR, Screenshot fra Anastasia Potapovas Instagram-profil)

Iga Swiatek er dog ærgerlig over, at tennisforbundet ikke selv tog affære med det samme.

Hun forventer derfor også, at de fremover vil "vise bedre lederskab", så man kan undgå lignende situationer.

- Det var ikke helt klart, hvordan man skulle gribe sådan en ubehagelig situation an, siger den polske verdensetter.

Nogen sportslig indvirkning havde Anastasia Potapovas fodboldtrøje ikke, for hun endte med at tabe kampen mod Jessica Pegula.

Russeren er derfor ude af Indian Wells, der afsluttes søndag.