Tennisstjerner melder fra til OL: 'De har altid haft et lidt underligt forhold til OL'

Serena Williams, Roger Federer og Rafael Nadal er blandt de stjerner, der ikke stiller op til OL i Tokyo.

Roger Federer ved OL i Beijing i 2008. Han stiller ikke op til OL i Tokyo. (Foto: Philippe Huguen © Ritzau Scanpix)

Serena Williams. Roger Federer. Simona Halep. Rafael Nadal. Bianca Andreescu. Nick Kyrgios.

Blot for at nævne et par stykker af de tennisstjerner, der har meldt afbud til OL i Tokyo, der står for døren.

Tirsdag blev Roger Federer den seneste i rækken, da han trak stikket på OL-deltagelsen på grund af et tilbagefald omkring en knæskade, som schweizeren netop er kommet tilbage fra efter at have været ude i over et år.

Serena Williams har ikke officielt givet en uddybning, og Kyrgios ville ikke spille på et tomt stadion og plejer også en skade. Andreescu begrunder fravalget af OL med coronapandemien.

Serena Williams med sin OL-guldmedalje i damesingle, som hun vandt i London i 2012. (Foto: ELISE AMENDOLA)

Clara Tauson, Johanna Konta, Dominic Thiem, Denis Shapovalov og Stan Wawrinka har også meldt fra af forskellige årsager.

Og det er ærgerligt, at vi ikke får flere af de bedste spillere at se til de olympiske lege, mener Thomas Skouboe, der er tenniskommentator på Eurosport.

Men tenniskalenderen efterlader heller ikke meget rum til OL. For med US Open, der altid begynder sidst i august, er der stort pres på spillerne.

- Tennisspillere har altid haft et lidt underligt forhold til OL. Rigtig mange af dem vil helt sikkert gerne vinde OL, men de er skuffede over, at det er placeret der, hvor det er placeret. Sådan som sæsonen går med Australien Open, French Open, Wimbledon og US Open og restitueringspauserne i mellem, der er det enormt svært at smide et OL ned mellem Wimbledon og US Open.

- Det er det samme, man har fornemmet hver gang. Der er nogle af de gode spillere, der har prioriteret OL, men der mangler også altid nogen, siger Thomas Skouboe.

For Serena Williams kan der dog også være en naturlig forklaring på OL-afbuddet, vurderer Thomas Skouboe. Serena Williams har lige nu 23 grand slam-titler på cv'et, og Margaret Courts rekord på 24 i sigte.

- Jeg tror, at Serena Williams vurderer, at hvis hun skal have nogen mulighed ved US Open, så kan hun ikke gå all-in på OL. Og hun tager ikke til OL bare for at stille op. Hun har været der, hun har prøvet det, siger han.

Novak Djokovic har vundet mange ting i sin karriere. 20 grand slam-titler blandt andet, men OL-guld er det endnu ikke blevet til. (Foto: Peter Nicholls © Ritzau Scanpix)

En golden grand slam

Selv Novak Djokovic, herrernes nummer et på verdensranglisten, har sået tvivl om sin deltagelse.

Det fortalte han på pressemødet efter sin Wimbledon-triumf.

- Det er fifty-fifty på grund af det, jeg har hørt de seneste par dage, sagde Djokovic med henvisningen til nyheden om, at OL i Tokyo bliver uden tilskuere.

Desuden var han træt af, at der var begrænsninger i størrelsen på holdet, han kunne medbringe.

Men hvis Thomas Skouboe havde en gammel hat, så var han tæt på at være villig til at æde den, hvis ikke Novak Djokovic stiller op til OL, fortæller han.

Steffi Graf med sin OL-guldmedalje i 1988. Det år vandt hun også alle fire grand slam-turneringer. (Foto: Joerg Schmitt)

Djokovic har allerede vundet de hidtidige tre grand slams i år, Australian Open, French Open og Wimbledon. Dermed har han noget i sigte, som ingen anden herrespiller har gjort før.

At vinde alle fire grand slam-titler og OL i samme år. En såkaldt golden grand slam. Kun Steffi Graf har gjort det, da hun i 1988 ryddede bordet i damesingle.

- Djokovic stiller op til OL, fordi han øjner mulighederne for noget stort. Han står med relativt gode kort på hånden til at vinde alle fire grand slams i samme år. Det han så kan gøre i år, blandt andet fordi de andre melder fra, er at få golden grand slam, som jo er en helt grotesk ting at få.

- Det er opportunity of a lifetime. Om tre år er han 37, og der er det ikke sandsynligt, at han kan få den, siger Thomas Skouboe.

OL i Tokyo begynder 23. juli og varer frem til 8. august.

FacebookTwitter