Tidligere træner: Wozniackis udanske facon grundlagde succes

Den tidligere juniorlandstræner Mikkel Nørby roser Caroline og Piotr Wozniackis professionalisme gennem hele karrieren.

Caroline Wozniacki viser Australian Open-trofæet frem sammen med far og træner Piotr Wozniacki. (Foto: FIONA HAMILTON HANDOUT © Scanpix)

Caroline Wozniacki ramte i lørdags karrierens forløbige zenit, da hun vandt sin første grand slam-turnering efter Australian Open-finalesejren over rumæneren Simona Halep.

Og ifølge den tidligere juniorlandstræner og talentudviklingschef i Dansk Tennis Forbund (DTF), Mikkel Nørby, så var den danske tennisspiller med de polske rødder aldrig kommet så langt, hvis det ikke havde været for far og træner Piotr Wozniackis meget udanske tilgang.

- Piotr og Caroline var mere professionelle, end vi andre var og er. Det kunne være svært for dem at forstå, at andre ikke var klar til at træne hver eneste fridag og klar til at arbejde videre, hvis tingene ikke fungerede. De var og er ikke ’normale’ mennesker. De er et helt andet sted. Det er også derfor, at Piotr er røget i modvind i flere gange, lyder skudsmålet fra Mikkel Nørby, der trænede Caroline Wozniacki i DTF’s elitecenter i verdensetterens helt unge år.

- Deres fælles mål og Carolines evner var svære at få til at hænge sammen med, hvordan vi gjorde og gør tingene i Danmark. Mange har nok følt, at Piotr har presset på. Omvendt har Piotr nok følt, at forbundets professionelle setup ikke var godt nok, og derfor trænede han og Caroline videre, når vi var færdige. Deres arbejdsmoral og professionelle tilgang er helt unik, fortsætter Mikkel Nørby.

Kunne ramme hockeymål på lang afstand

Caroline Wozniacki havde fra hun var helt lille nogle helt særlige kompetencer, selvom der muligvis har været spillere med mere flair for spillet, vurderer Mikkel Nørby.

- Det der gjorde Caroline helt speciel var, at hun havde et drive og en vilje og nogle evner, som ingen andre havde. Hun var måske ikke verdens største boldtalent, men hun var en arbejdshest udover det sædvanlige.

- Hun kunne ramme et lille hockeymål for enden af tennisbanen mange gange i træk, når Piotr stod og fodrede hende med bolde med en lidt sjov teknik. Hun ramte målet klokkerent næsten hver gang. Hun var mere boldsikker end drenge, der var fire-fem år ældre.

Caroline Wozniacki med beviset på karrierens største triumf. (Foto: Dita Alangkara © Scanpix)

Caroline Wozniacki har i mange år været regnet for en af WTA-tourens fysisk bedste spillere, og allerede da Wozniacki var 12 år måtte de ældre drenge sande, at den yngre lyshårede tenniskomet var gjort af noget helt specielt.

- Hun i top fem, når vi løb Cooper-test på Elitecentret, selvom hun konkurrerede med drenge på 16-17 år. Hun var så ekstremt målrettet, at hun var i en helt anden liga end de andre. Hun var så omhyggelig og grundig, at man ikke havde set noget lignende. Man kunne derfor også slå sig på Caroline og Piotr nogle gange, for man var ikke selv ligeså grundig og professionel som dem.

Hård og manipulerende

Piotr Wozniacki er igennem årene af kritiske røster blevet beskyldt for pace sin datter frem, men han har haft en plan, og den er han gået efter – koste hvad det vil.

- Piotr er et fantastisk, inspirerende menneske der ved, hvad han snakker om. Han lagde en plan, kæmpede for at nå det og var konsekvent. Og samtidig vidste han utroligt meget om sport. I tennis gælder det om at gå grundigt til værks og øve sig rigtig, rigtig meget, og det vidste han, hvordan man gjorde.

- Han kan dog også være benhård og manipulerende. Han kunne styre Caroline, og det tror jeg, at han stadigvæk kan. Han har fundet en god måde at gøre det på, så det virker som om, at det er hende selv, der styrer det.

Den tidligere talentudviklingschef og nuværende sportschef i KB’s tennisafdeling vil dog ikke underkende Wozniackis talent.

- Du tjener ikke 20 millioner på 14 dage, hvis du ikke er en ener og gør noget helt specielt, lyder det til slut fra Mikkel Nørby.