Tre Wimbledon-finaler med træketsjer og tarmstrenge: 'Kurt er den største nogensinde'

I 50'erne vandt Kurt Nielsen en grand slam-titel. I dag ville han være fyldt 90 år.

Hvide sko. Hvide sokker. Hvide shorts og en hvid polo.

Sådan var dresscoden for 67 år siden, og sådan er den i dag.

Som den første og hidtil eneste dansker trådte Kurt Nielsen ind på græsset til en Wimbledon-finale i herresingle i 1953.

Men det stoppede ikke dér. To år senere stod han igen på Centre Court i verdens ældste tennisturnering med en finalebillet i den ene hånd og en træketsjer i den anden.

En præstation, der siden da ikke er nået til de hvide sokkeholdere i dansk herretennis, og som gør Kurt Nielsen til den største i historien.

- Han er Danmarks bedste tennisspiller gennem tiderne, siger tidligere professionel tennisspiller og tenniskommentator Michael Mortensen.

De to arbejdede sammen på Eurosport i en årrække som kommentatorer, og Michael Mortensen er ikke tvivl om, at Kurt Nielsens CV placerer ham øverst.

Et CV, der i alt tæller tre Wimbledon-finaler, hvoraf den ene var i mixed double.

Kurt Nielsen i kamp ved Wimbledon. (Foto: ukendt © Scanpix)

To ud af tre fra samme stamtræ

Det var ikke kun i single, Kurt Nielsen viste sig frem. I 1957 vandt han som den første dansker en grand slam-titel, da han med makkeren Althea Gibson sejrede i mixed double ved de amerikanske mesterskaber, der nu kendes som US Open.

Noget der kun er sket to gange siden. Med Caroline Wozniacki i 2018 ved Australian Open og i 2012, hvor Kurt Nielsens eget barnebarn Frederik Løchte Nielsen vandt Wimbledon i herredouble.

Frederik Løchte Nielsen vandt Wimbledon med makkeren Jonathan Marray (th.) efter at være kommet med på et wildcard. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

- Det er den smukkeste historie. Frederik var med sin farfar til Wimbledon hele sin barndom, der var æresmedlem i klubben derovre. Så det var bare stedet for Frederik at komme, siger Anders Haahr Rasmussen, forfatter til tennisbøger og tenniskommentator på Eurosport.

Men knap et år før Løchte Nielsens triumf i det engelske afgik Kurt Nielsen i 2011 ved døden efter længere tids sygdom.

- Jeg er utrolig ked af, at Kurt ikke var fysisk til stede, da Frederik vandt Wimbledon. Men han så nok kampen et eller andet sted fra, siger tenniskommentator Michael Mortensen.

En sand tennisfamilie, der sammen med Ulrich-brødreparret, Torben og Jørgen, er den største i dansk tennishistorie, vurderer Michael Mortensen.

- Frederik har i mange år været en af verdens bedste doublespillere, så det er dejligt at Nielsen-navnet stadig bliver holdt i hævd, siger Michael Mortensen.

Hvis det var overraskende, at Kurt Nielsen kom i finalen i 1953, så ved jeg ikke, hvor totalt ud af det blå det var, da Frederik Løchte vandt i 2012, siger Anders Haahr Rasmussen. (Foto: ukendt © Scanpix / Foto: Toby Melville © Scanpix)

En slicet baghånd og et stort hjerte

Billederne taler for sig selv. Tennisspillet var noget andet dengang i 50'erne. Ketsjerne var af træ. Strengene var lavet af fåretarme, men respekten omkring gentleman-sporten var den samme.

- Wimbledon var også kæmpestort dengang. Hvis man blev Wimbledon-mester, så var man en stjerne resten af livet, siger tenniskommentator Michael Mortensen, der som juniorspiller selv havde fornøjelsen af at træne med Kurt Nielsen.

Kurt Nielsen slog i 1953 den ottedobbelte grand slam-vinder, australieren Ken Rosewall i kvartfinalen ved Wimbledon. (Foto: ukendt © Scanpix)

- Det var helt fantastisk. Han var kommet lidt op i årene og var ikke så hurtig, men han havde en udsøgt timing. Han kunne næsten stå med bind for øjnene og spille. Han spillede så dybt i banen. 20 centimeter fra baglinjen hver gang.

På karrierens højeste var han dog kendt som mere bevægelig og offensiv.

- Han var en netsøgende spiller med en god, slicet baghånd. Han var meget intelligent med en evne til at spotte modstanderens svagheder, siger Michael Mortensen.

Med sin anden finale i 1955 blot to år efter den første manifesterede Kurt Nielsen sig i toppen af tennis.

- Han var på øverste hylde. Han var ikke solidt blandt de fem bedste i verden, men han var helt oppe i verdenseliten, siger tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen.

På bagkant af sin egen karriere gjorde Kurt Nielsen figur i tennismiljøet som træner, supervisor og kommentator.

Kurt Nielsen blev i 1992 optaget i Danmarks Idrætsforbunds Hall of Fame. (Foto: Jørgen jessen © Scanpix)

- Jeg har aldrig hørt en person sige noget dårligt om Kurt. Han har stadig den dag i dag et stort navn på ATP-touren.

- Det er kun dejligt, at hans eftermæle står så stærkt, som det gør, siger Michael Mortensen, der nævner den tidligere tennisstjerne John McEnroe som en af dem, der spurgte ind til Kurt Nielsen.

Udover at sætte sit aftryk i tennishistorien har Kurt Nielsen også gjort stort indtryk på Michael Mortensen.

- Han er et kæmpe forbillede, som jeg tit tænker på.

- Jeg tænkte på ham forleden. For da han fyldte 60 år, var vi i Frankfurt for at kommentere ATP Masters. Da jeg så ATP-finalerne i London nu her, tænkte jeg på ham. Det var meget hyggeligt lige at sende ham en hilsen, siger Michael Mortensen.

Kurt Nielsen gik bort i juni 2011 i en alder af 80 år. (Foto: Børge Lassen © Scanpix)
Facebook
Twitter