Ukrainsk stjerne slår russer i følelsesladet kamp - nu donerer hun sine præmiepenge til Ukraines hær

Ukrainske Elina Svitolina vinder 6-2, 6-1 over russiske Anastasia Potapova i mexicansk tennisturnering.

Elina Svitolina er videre til anden runde af Monterrey Open. (Foto: DANIEL BECERRIL © Ritzau Scanpix)

Det var en særlig nerve, der prægede tennisbanen, da verdens nummer 15 og verdens 81 onsdag trådte inden for tennisbanens hvide streger.

Selvom det på papiret lignede en overkommelig opgave for ukrainske Elina Svitolina, var hun alligevel følelsesmæssigt påvirket, da hun efter sin sejr talte til pressen. På den anden side af nettet stod russiske Anastasia Potapova nemlig, som Svitolina forud for kampen ellers havde nægtet at spille imod.

- Det var en meget speciel kamp for mig i dag. Jeg er i et meget trist humør, men samtidig glad for at kunne spille tennis. Jeg var fokuseret. Jeg var på en mission for mit land, sagde Svitolina, som til kampen spillede i Ukraines blå og gule farver.

Ukrainske Elina Svitolina udtalte tirsdag, at hun ikke ønskede at stille op mod russiske modstandere, så længe Ruslands militære invasion i Ukraine er en kendsgerning.

I hvert fald ikke medmindre, at de internationale tennisforbund fremsatte krav om, at russiske og belarusiske spillere skulle spille under neutrale faner og uden nationale symboler.

I kølvandet på Svitolinas udtalelser blev det senere tirsdag annonceret fra både ATP (mændenes tennisforbund red.) og WTA (kvindernes tennisforbund red.), at de russiske og belarusiske tennisspillere fortsat må konkurrere på øverste niveau, men nu altså uden nationale markeringer. Kampen kunne derfor afvikles som planlagt.

Elina Svitolina sender sine præmiepenge til den ukrainske hær. (Foto: DANIEL BECERRIL © Ritzau Scanpix)

Mission for sit land

Når Svitolina siger, at hun var på en mission for sit land, mener hun det virkelig.

Den 27-åriger tennisstjerne donerer nemlig alle sine præmiepenge fra Monterrey Open til den ukrainske hær. Efter sejren i første runde kan hun nu sende i omegnen af 18.000 kroner af sted, og lykkes det hende at vinde hele turneringen, kan de ukrainske styrker se frem til mere end ti gange så meget. Monterrey Open i Mexico har nemlig lidt over 200.000 danske kroner i præmiepenge til vinderen.

Selvom der kan være meget at fejre ved en vunden tenniskamp, er det tydeligt for enhver, at Svitolinas tanker i disse dage går på meget andet end at ramme en perfekt serv. På sin Twitter-profil har hun delt sine bekymringer i et åbent kærlighedsbrev til sit moderland.

- Jeg er på nuværende tidspunkt langt væk fra jer, ude af syne fra mine kære, væk fra mit folk. Men mit hjerte har aldrig været så varmt og fyldt af jeres sjæle, skriver hun.

- I er stærke, smukke og unikke. I har givet mig alt, og jeg værdsætter hvert et stykke af jer. Mit folk. Hver dag frygter jeg for jer. Jeg er knust, mine øjne kan ikke holde tårerne tilbage, og mit hjerte bløder. Men jeg er så stolt.

DTF opfordrer danske Clara Tauson og Holger Rune til at ikke spille mod russiske og hviderussiske spillere. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

Dansk Tennisforbund vil se strengere tiltag

WTA og ATP’s beslutning om at lade russiske spillere gå på banen som neutrale ketsjerkunstnere kommer blandt andet på baggrund af en opfordring fra Dansk Tennis Forbund, DTF.

I går fortalte forbundets formand, Henrik Pedersen, at DTF ’gik efter den hårdeste linje’ i form af en total udelukkelse af atleter fra Rusland og Belarus.

Sådan gik det dog ikke, hvorfor Anastasia Potapova kunne spille mod Svitolina. Ifølge Henrik Pedersen er gårsdagens beslutning det bedste, man kunne opnå på nuværende tidspunkt. DTF er dog ikke tilfredse og har planer om at henvende sig til ITF igen.

- De må lytte til medlemmerne. Udfordringen med ATP og WTA er, at de er ejet af spillerne, men ITF og Tennis Europe er vores moderorgansiationer, så der vil vi fortsat lægge pres på. Vi håber, at man vil udelukke de russiske spillere, det er målet, siger Henrik Pedersen.

Tennis Europe holder generalforsamling i slutningen af marts, hvor Rusland ikke er inviteret. Her agter den danske formand at bringe emnet op igen, og han er sikker på, at flere nationer vil gøre det samme.

- Der vil selvfølgelig være nogle spillere, som ikke længere bor i Rusland, der kommer i klemme. Men de kommer altså ikke i nærheden af de lidelser og det afsavn, de ukrainske borgere bliver udsat for i krigen, siger Henrik Pedersen.