’Ulogisk’ og ’diskrimination’: Verdens nummer otte raser over Wimbledon-udelukkelse og bakkes op af ukrainsk stjerne

- Jeg er russer, født I Rusland, og har boet i Rusland hele mit liv. Jeg vil bare vise, at vi er gode mennesker, siger Andrey Rublev.

Det, der foregår, er komplet diskrimination, lyder det fra Andrey Rublev efter Wimbledons beslutning om at udelukke russiske og belarusiske tennisspillere fra årets turnering. (Foto: ANDREJ CUKIC © Ritzau Scanpix)

En udelukkelse på baggrund af farven på passet.

Måske lidt firkantet udlagt, men faktum er om ikke andet, at tennisspillere med enten Rusland eller Belarus stående under ’nationalitet’ i passet ikke får lov at deltage ved årets udgave af Wimbledon-turneringen.

Og det har vakt voldsom utilfredshed hos særligt den russiske tennisstjerne Andrey Rublev.

Efter sin ottendedelsfinalekamp ved ATP-turneringen i Serbien torsdag tog han bladet fra munden foran den fremmødte presse.

- Deres grunde giver ingen mening. De er ulogiske.

- Det, der foregår, er komplet diskrimination, lød det fra Andrey Rublev ifølge CNN.

Onsdag meddelte arrangørerne af den traditionsrige tennisturnering således, at hverken russiske eller belarusiske spillere vil være velkomne, når årets turnering afvikles på All England Club-anlægget i London.

En melding, der i første omgang vakte utilfredshed hos tennisorganisationerne ATP og WTA, der hurtigt meddelte, at "diskrimination baseret på spillernes nationalitet" er en overtrædelse af aftalen med Winbledon, idet spillernes deltagelse alene bør være baseret på tennissportens verdensrangliste.

Hos Dansk Tennis Forbund var reaktionen anderledes positiv. Her forklarede man således, at man håber, at Wimbledons beslutning kan få flere turneringer til at tage samme standpunkt.

Var selv hurtig til at foragte krigen

Men Andrey Rublev er altså stærkt utilfreds. Ikke bare med udelukkelsen af verdens nummer otte selv, men med beslutningen over at skære alle over en kam.

Selv var den russiske tennisstjerne hurtig til at erklære sig som klar modstander af den russiske invasion i Ukraine, da han bare få dage efter krigens begyndelse skrev "No war please" – altså "ingen krig tak" på kameralinsen efter en kamp ved en ATP-turnering i Dubai.

Umiddelbart lader det ikke til, at det i år bliver til et gensyn med Wimbledon-græsset for Andrey Rublev. (Foto: adrian dennis © Ritzau Scanpix)

Og Rublev forstår da heller ikke, hvorfor han skal udelukkes, fordi præsidenten i hans hjemland ikke kan opføre sig ordentligt.

- I sidste ende vil vi bare spille tennis. Vi er her ikke for at tale om politik, fordi det har jeg ingen forstand på. Jeg er russer, jeg blev født I Rusland, og jeg har boet i Rusland hele mit liv. Jeg vil bare vise, at vi er gode mennesker, siger han.

Han bakkes op af et par af tennissportens andre store stjerner. Heriblandt den serbiske verdensetter Novak Djokovic.

- Tennisspillerne har intet med det (Ruslands invasion af Ukraine, red.) at gøre. Når politik og sport bliver blandet sammen, er resultatet ikke godt, sagde Djokovic ifølge AFP.

Rublev har tilmed et forslag til, hvordan situationen omkring Wimbledon-turneringen vil kunne løses.

- Hvis vi skal underskrive et statement ( pm at de er modstandere af krigen, red.) og derudover give alle præmiepenge til humanitær hjælp, til familier og børn der lider, vil det i det mindst gøre noget. Og det vil også sende et signal om, at den engelske regering går ind for fred, og at de virkelig vil hjælpe, siger Rublev.

Den opfordring er ikke helt ved siden af den melding, som en af dem, der qua sin nationalitet for alvor er stærkt følelsesmæssigt involveret i krigen, ukraineren Elina Svitolina, kommer med.

- Vi ønsker ikke, at de bliver totalt udelukket. Hvis spillerne ikke tager afstand fra den russiske regering, er det den rigtige beslutning at udelukke dem.

- Vi vil bare have dem til at til at give udtryk for deres mening. Om de er med os og resten af verden eller med den russiske regering, siger ukraineren, der er nummer 25 i verden, ifølge Reuters.

Årets Wimbledon afholdes fra den 27. juni til den 10. juli.