Verdensetteren Djokovic igen nægtet adgang til USA - misser Miami Open

Tennisspilleren Novak Djokovic får ikke tilladelse til at rejse ind i USA, så han kan deltage i Miami Open.

Novak Djokovic har allerede misset Indian Wells, og nu kommer han heller ikke til at deltage i Miami Open. (Foto: © KAMRAN JEBREILI, Associated Press)

Først missede han den amerikanske turnering Indian Wells, og nu er verdensetteren Novak Djokovic blevet nægtet adgang til endnu en stor turnering i samme land.

Den 35-årige tennisstjerne kan fortsat ikke få lov til at rejse ind i USA, da han ikke er vaccineret mod coronavirus, og derfor kommer han heller ikke til at deltage i Miami Open, der begynder i næste uge.

Turneringsledelsen i Miami gjorde ellers et forsøg på at skaffe særlig adgang til serberen, så han kunne deltage.

- Vi forsøgte at få en dispensation til Novak Djokovic, men det var ikke muligt, fortæller turneringsdirektør James Blake til Tennis Channel ifølge Reuters.

Tidligere har serberen også misset US Open og Australian Open på grund af manglende coronavaccination. (Foto: © KARIM sahib, Ritzau Scanpix)
Tidligere har serberen også misset US Open og Australian Open på grund af manglende coronavaccination. (Foto: © KARIM sahib, Ritzau Scanpix)

De amerikanske indrejseregler, hvori det står, at man skal være vaccineret mod corona for at få lov til at komme ind i landet, er dog ikke sådan lige til at gradbøje - heller ikke selvom det drejer sig om verdens bedste tennisspiller.

Ligesom det er tilfældet i Indian Wells, der afsluttes i denne weekend, kommer han derfor heller ikke med i Miami Open.

- Det er klart, at vi som en af de førende turneringer i verden gerne vil have de bedste spillere med. Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Vi forsøgte at tale med regeringen, men det var ude af vores hænder, siger James Blake.

Toppolitikere forsøgte at få ham med

Turneringsledelsen var dog ikke ene om at forsøge at skaffe serberen særlig indrejsetilladelse.

Også Floridas guvernør, Ron DeSantis, ønskede, at Novak Djokovic kunne rejse ind i USA for at deltage i Miami Open.

- Jeg opfordrer jer til at genoverveje. Det er på tide at lægge pandemi-politik til side og give det amerikanske folk, hvad de vil have - lad ham spille, skrev Ron DeSantis i et åbent brev til Joe Biden.

Floridas senatorer, Rick Scott og Marco Rubio, så også gerne, at Novak Djokovic kunne rejse ind i deres stat for at deltage i Miami Open.

Derfor sendte også de et åbent brev til Joe Biden for at øge presset for en lempelse af indrejserestriktionerne i det enkeltstående tilfælde.

- Manglen på folkesundhedsrisiko sammen med den klare fordel ved hans deltagelse i en begivenhed, der vil være en vigtig drivkraft for vores lokale økonomier, bør gøre beslutningen for jer, skrev de to senatorer i et fælles brev til Joe Bidens administration.