VIDEO Dansk stortalent træder i Wozniackis fodspor: 'Jeg vil vinde alle Grand Slams'

Holger Rune drømmer om det helt store inden for tennissporten, og det er bestemt ikke umuligt for ham.

Der er et enkelt citat, som med tiden er gået hen og blevet legendarisk i dansk tennis. Det er selvfølgelig den dengang purunge 14-årige Caroline Wozniacki, som ikke lagde skjul på, hvor hendes drømme var.

- Jeg vil være nummer et på seniorranglisten og vinde de fire Grand Slams.

Sådan var ordene dengang fra den danske tennisstjerne, og selvom der stadig er et langt stykke til at vinde de tre Grand Slams, som hun mangler, så er det svært ikke at være imponeret over, hvor tæt hun er kommet på det ekstremt ambitiøse mål.

Og måske er det netop med inspiration i Caroline Wozniacki, at det nye danske tennistalent Holger Rune kigger ind i sin bog med drømme og mål. Citatet er i hvert fald sammenligneligt.

- Jeg vil være den bedste i hele verden og vinde alle Grand Slams. Jeg er fuldt klar på det, lyder det fra den kun 14-årige Holger Rune.

Og det er ikke uden grund, at han tror på mulighederne for sin karriere. I weekenden har han muligheden for at blive den yngste nogensinde til at spille en Davis Cup-landskamp, når Danmark møder Egypten.

- Han har potentialet til at komme helt derop, hvor Caroline Wozniacki er, siger den danske Davis Cupkaptajn Kenneth Carlsen.

- Holger er meget talentfuld. Han har en god teknik og en god taktisk forståelse. Han er god mentalt, og han begynder også at få en rigtig god fysik, så det hænger rigtig godt sammen for ham, forklarer Kenneth Carlsen.

Det er mange år siden, at dansk herretennis sidst har været med fremme, hvor det er rigtig sjovt. De seneste større profiler udover Frederik Løchte Nielsens Wimbledon-triumf i double har været Kristian Pless og Kenneth Carlsen, der begge lå i top 100 i en årrække.

Derfor er planen umiddelbart heller ikke simpel for at blive en del af verdenseliten, men Holger Rune kan meget vel være en af de næste til at presse på i verdenstoppen.

- Der skal arbejdes hårdt, men samtidig også være glad for at gøre det. Så jeg vil egentlig bare fortsætte med at gøre, som jeg gør nu, siger Holger Rune.

Sidste år blev Holger Rune suveræn europamester for tennisspillere under 14 år, så han har allerede vist de lovende takter.

Facebook
Twitter