VIDEO Plísková deler roser ud til Wozniacki inden sæsonfinalen

Caroline Wozniackis tjekkiske modstander, Karolína Plísková, forventer en hård kamp mod danskeren søndag.

Karolína Plísková har noget at revanchere, når hun søndag går på banen for at møde Caroline Wozniacki ved WTA Finals i Singapore.

Ved sidste års turnering nåede Plísková til semfinalen, men her var det netop Wozniacki, der satte en stopper for tjekkens mulighed for at få fingre i trofæet.

Nu står de så over for hinanden igen, og det bliver ikke umiddelbart en overkommelig opgave, vurderer Plísková.

- Caroline er altid solid, især fra baglinjen. Og så har hun forbedret sin serv meget i de seneste år, hvor hun er blevet i stand til at lave flere serveesser og putte sin modstander under pres. Hun har været fantastisk i år med en Grand Slam-sejr og med sejren i Beijing, og hun kommer med stor selvtillid, så det bliver en svær start for mig. Hun er favorit, men jeg spiller min chance.

- Sidste år tabte jeg til Caroline, og hun vandt turneringen, så det har givet mig noget erfaring, som jeg forhåbentlig kan bruge i år, siger Karolína Plísková.

Den 26-årige tjekke har dog flere gange givet danskeren problemer.

Ganske vist fører Wozniacki 6-3 i de indbyrdes opgør, men i de seneste seks kampe har spillerne vundet på skift.

I 2017 mødtes Wozniacki og Plísková hele seks gange. Plísková vandt i Doha, Eastbourne og Cincinnati, mens Wozniacki sejrede i Miami, Toronto og Singapore.

I de to finaler, hvor Plísková og Wozniacki tørnede sammen, trak Plísková sig sejrrigt ud.

Ved WTA Finals i Singapore er Wozniacki seedet som nummer to, mens Plísková er seedet som nummer syv.