VIDEO Serena Williams tæver tysker og uddeler æg

Serena Williams leverede en overlegen sejr på 6-0, 6-2 i sin første kamp ved Australian Open.

Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams kickstartede jagten på sin 24. grand slam-titel med en overbevisende sejr på 6-0, 6-2 over tyske Tatjana Maria ved Australian Open.

Williams tabte blot 24 dueller mod Maria og satte punktum for kampen efter kun 49 minutter. Det første sæt varede 18 minutter.

Det er første gang, at Williams er tilbage i Melbourne Park, siden hun i 2017 vandt Australian Open. Da var hun otte uger gravid.

37-årige Williams har holdt lav profil op til tirsdagens kamp og har undgået samtlige pressemøder for at fokusere på sit spil.

Efter sejren over Tatjana Maria siger Serena Williams dog, at det er godt at være tilbage.

- Sidste gang, jeg var her, var jeg gravid og spillede på samme tid, hvilket er sindssygt.

- Det er underligt at være tilbage - denne gang alene. Men det føles godt. Jeg har så mange minder fra sidst, jeg var her, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

Serena er 16.-seedet

Serena Williams er kun 16.-seedet i turneringen i Melbourne. Alligevel var sejren over den 31-årige tysker tirsdag eftermiddag på Rod Laver Arena forventet.

Tatjana Maria er useedet i turneringen og nummer 73 på verdensranglisten

Serena Williams har vundet 23 grand slam-titler i sin karriere. Med en mere vil hun tangere australske Margaret Courts rekord på 24 titler i damesingle.

Serena Williams skal i sin næste kamp ved Australian Open møde vinderen af kampen mellem kinesiske Peng Shuai og canadiske Eugenie Bouchard.

Williams har vundet Australian Open syv gange.

Tidligere tirsdag vandt tjekkiske Karolína Plísková, der er seedet som nummer syv i turneringen, over landsmand og kvalifikationsspiller Karolina Muchova 6-3, 6-2.

/ritzau/

Facebook
Twitter