VIDEO Wozniacki kritiserer US Open-arrangør: Uacceptabel behandling

Caroline Wozniacki har ikke meget tilovers for den behandling, hun har fået ved US Open.

Caroline Wozniacki kritiserer US Open-arrangør

US Open blev en stor nedtur for Caroline Wozniacki, da hun røg ud allerede i 2. runde mod den lavere rangerede Ekaterina Makarova.

Efter nederlaget retter den danske tennisspiller nu en skarp kritik mod arrangørerne, hvor hun føler sig dårligt behandlet i forhold til kampplanlægningen.

- Det er uacceptabelt at sætte nummer fem i verden (Caroline Wozniacki selv, red.) til at spille kamp nummer fem efter klokken 11 om aftenen, siger Caroline Wozniacki til SNTV.

Og Wozniacki sender videre en stikpille i retning mod russiske Maria Sharapova, der er tilbage på Grand Slam-scenen efter hendes dopingdom.

- Kigger man på Center Court – og jeg forstår den kommercielle del – der har vi en spiller, der netop er kommet tilbage fra en dopingdom og som har alle kampe på Center Court. Det er en tvivlsom beslutning af arrangørerne.

Ifølge Wozniacki, så er arrangørernes planlægning og prioritering et udtryk for manglende respekt over for hende.

- Jeg synes, at en spiller, der har kæmpet sig tilbage fra en skade og som er nummer fem i verden bør spille på en større bane. Der er måder at vise respekt for spillere, ranglisten og spillere, der har gjort det godt i fortiden.

Facebook
Twitter