VIDEO Wozniacki var over svensk modstander: 'Hun måtte ikke stabilisere sit spil'

Det var en hurtig omgang, da danskeren slog svenske Johanna Larsson i anden runde af Australian Open.

Caroline Wozniacki er glad for at være videre til 3. runde.

Det var en prioritet for Caroline Wozniacki at komme aggressivt fra start i duellen med svenske Johanna Larsson i Melbourne.

Og det lykkedes, siger danskeren efter sejren i Australian Opens anden runde.

- Jeg spillede aggressivt og tog bolden tidligt. Det var helt afgørende, at jeg ikke ville give hende tid til at blive stabil i sit spil, lyder analysen fra Caroline Wozniacki.

Og aggressiviteten var tydelig for de mange tilskuere på Margaret Court Arena.

Den 30-årige Johanna Larsson gjorde, hvad hun kunne, men Wozniacki turnerede med sublimt spil allerede fra kampens start. Kampkontrollen bevarede hun til det sidste, og det endte med cifrene 6-1, 6-3.

- Generelt er jeg meget glad for mit spil. Jeg ved, at hun har slagene og en god serv, så det var vigtigt for mig at komme fra start med et ordentligt pres.

Dog ser den danske tennisstjerne, der er seedet nummer tre i turneringen i Melbourne, stadig dele af sit spil, der kan forbedres.

- Jeg synes ikke, jeg får tryk nok på mine returneringer, og det gør i perioder, at hun kommer ind i en bedre rytme, siger Caroline Wozniacki.

I tredje runde skal Wozniacki møde enten russiske Maria Sharapova eller endnu en svensker, Rebecca Peterson.

/ritzau/