Wimbledon-triumf kan være begyndelsen på australsk dominans, men er 'hendes kærlighed til spillet stor nok'?

Ashleigh Barty trak det længste strå i dagens Wimbledon-finale mod Karolína Plísková.

Australske Ashleigh Barty sikrede sig i dag sin første Wimbledon-titel. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)

Godt nok er hun nummer ét på verdensranglisten, men det er ikke fordi, den australske tennisspiller Ashleigh Barty kan prale med at have utallige store grand slam-titler under bæltet.

Blot en enkelt Grand Slam-sejr fra French Open i 2019 står hun noteret for. Indtil i dag, altså.

Den 25-årige australier slog nemlig Karolína Plísková efter tre sæt i årets Wimbledon-finale, der fandt sted i dag, og dermed kan hun kalde sig for vinder af den prestigefyldte turnering.

Og spørger man Thomas Skouboe, der er tennisekspert på Eurosport, kan sejren i dagens finale være begyndelsen på en vild dominans indenfor kvindetennis:

- Nu er hun så oppe og have vundet to titler, og hun kunne godt være en af dem, der får revet nogle pokaler ned af hylden. Det kunne være fedt, hvis hun spiller, til hun er 36 og tager 20 grand slam-titler, siger Thomas Skouboe.

Men selvom talentet ifølge tenniseksperten utvivlsomt rækker til utallige store sejre, så er han ikke sikker på, at australierens motivation rækker til det.

Professionel cricketspiller i en periode

- Hun er jo et unikum indenfor kvindesport.

Det er store ord, tennisekspertens bruger om den 25-årige australier. Men faktisk er det også meget sigende, at ordvalget falder på 'kvindesport' og ikke 'kvindetennis'.

For ikke nok med at den nyslåede Wimbledon-mester er ret habil til at svinge en tennisketcher, så har hun også godt tag i andre sportsgrene:

- I en ung alder stoppede hun jo lige pludselig, fordi hun ikke synes, det var sjovt at spille tennis. Så tog hun hjem til Australien for at blive cricket-spiller i stedet for og landede en cricketkontrakt på to år, siger Thomas Skouboe.

Sidenhen vendte Ashleigh Barty som bekendt tilbage til tennissporten. Og selvom hun under coronapandemien også lige nappede en sejr i en golfturnering hjemme i Australien, så er det altså indenfor tennisbanens kridtstreger, hun nu bruger sine kræfter.

Ashleigh Barty vandt dagens Wimbledon-finale med 6-3, 6-7, 6-3 i sæt. (Foto: adrian dennis © Ritzau Scanpix)

Men det er netop australierens sporadiske sidespring til andre sportsgrene, der gør, at tenniseksperten tillader sig at tvivle på, hvorvidt Wimbledon-sejren kan være begyndelsen på en mangeårig australsk tennis-dominans:

- Man kan godt blive lidt bekymret for, om hendes kærlighed til spillet er stor nok, når hun forsvinder væk i et år og spiller golf, og forsvinder væk i to år for at spille cricket. Det kan være, at Wimbledon-sejren kan løfte hende videre og give hende lyst til at spille i rigtig mange år. Men hun kan også ligeså godt spille volleyball i morgen, siger Thomas Skouboe.

'Ikonisk Grand Slam-sejr'

Nok kan man sætte spørgsmålstegn ved australierens kærlighed til spillet. Men bedriften at ende som vinder af Wimbledon-turneringen kan ikke undermineres:

- Da hun vandt i dag, var det tydeligt, hvor stort det er. Det er en helt ikonisk grand slam, og dén man gerne vil vinde, siger Thomas Skouboe.

At det så lige endte med at være den tidligere professionelle cricket-spiller, der kunne løfte trofæet efter dagens finale, er absolut heller ikke tilfældigt, mener tenniseksperten:

- Hun har så meget bold i sig, at det nærmest er grotekst uretfærdigt. For tennissporten er det jo fedt, at det er sådan en som hende, der vinder. Det er en spiller, der underholder, og alle er jo skudt i hende.

Efter at have vundet det tredje og afgørende sæt kunne Ashleigh Barty lade sig hylde som vinder af Wimbledon. (Foto: Neil hall © Ritzau Scanpix)

Om dagens triumf i Wimbledon-finalen bliver startskuddet til en stor stime af sejre, må fremtiden vise. Indtil da kan Ashleigh Barty nyde sin blot anden grand slam-titel- og hvilken en af slagsen.

Søndag spiller Novak Djokovic og Matteo Berrettini i herrernes finale.

FacebookTwitter