Wozniacki åbner mod hollænder i Qatar

Caroline Wozniacki møder Kiki Bertens i første runde i tennisturneringen Qatar Open.

Caroline Wozniacki skal mandag op imod Kiki Bertens. (Foto: Edgar Su © Scanpix)

Caroline Wozniacki har fået sat navn på sin første modstander i tennisturneringen Qatar Open.

Danskeren skal i første runde op mod den 25-årige hollænder Kiki Bertens.

Bertens rangerer som nummer 24 i verden, mens danskeren er nummer 18.

De to har mødtes en gang tidligere, og her vandt Wozniacki i 2012 i to sæt.

- Kiki Bertens spiller med en hård serv, men er også en spiller, der laver mange fejl, siger TV2 Sports tennisredaktør, Henrik Jensen, til tv-stationens hjemmeside.

Store navne med i Qatar

Kommer det danske tennises videre som vinder af det relativt overkommelige møde med Bertens, venter verdens nummer seks, Agnieszka Radwanska, i anden runde.

I den indbyrdes statistik fører Wozniacki 9-6 over Radwanska.

Caroline Wozniacki træder ind i turneringen mandag.

Hun var senest i aktion i Australian Open i slutningen af januar, hvor hun røg ud i tredje runde med et klart nederlag til Johanna Konta.

Også verdensranglistens nummer to og tre, Angelique Kerber og Karolína Plísková, deltager i turneringen i Qatar.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter