Wozniacki besejrer Kerber og er i finalen i Eastbourne

Caroline Wozniacki overvandt matchbold og vandt i tre sæt over Angelique Kerber ved turneringen i Eastbourne.

Caroline Wozniacki er klar til finalen i WTA-turneringen Eastbourne. / AFP PHOTO / Glyn KIRK (Foto: GLYN KIRK © Scanpix)

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er for andet år i træk klar til finalen ved WTA-turneringen i Eastbourne, efter hun fredag besejrede tyske Angelique Kerber i semifinalen.

Den topseedede dansker var nede med en matchbold, men vandt 2-6, 7-6, 6-4 over Kerber, der var seedet fire.

I finalen skal Caroline Wozniacki møde Aryna Sabalenka fra Hviderusland, der tidligere fredag vandt sin semifinale over polske Agnieszka Radwanska.

Caroline Wozniacki har ikke tidligere mødt 20-årige Aryna Sabalenka, der er nummer 45 på verdensranglisten.

Tiebreak og revanche

For fire år siden mødtes Wozniacki og Kerber også i semifinalen i Eastbourne. Den kamp vandt Kerber, men fredag fik danskeren altså revanche.

Tyskeren var torsdag ude i en lang kamp i tre sæt, før hun spillede sig i semifinalen, men det så ikke ud til, at den hårde kvartfinale sad i benene.

Wozniacki blev presset i sit første serveparti, men holdt serv. Det samme gjorde Kerber, inden Wozniacki snuppede det efterfølgende serveparti rent.

Første tyske breakbold kom ved stillingen 2-2. Den vandt Kerber, inden hun selv holdt serv og bragte sig i front med 4-2.

Kerber brød igen danskerens serv til 5-2, inden tyskeren servede sættet hjem.

Wozniacki fik en god start på andet sæt. Efter hun selv holdt serv, brød hun tyskerens første serveparti i andet sæt og bragte sig foran 2-0.

Herefter holdt begge spillere serv til stillingen 4-2, inden der kom et ophold i spillet, da en tilskuer skulle tilses af en læge.

Efter den korte pause var det Kerber, der kom bedst tilbage på banen. Hun brød danskeren til 3-4, inden hun selv servede en udligning i hus.

Kerber brød igen danskeren til 6-5 i et langt serveparti, men Wozniacki svarede tilbage, da hun i et fantastisk flot og tæt serveparti brød tilbage til stillingen 6-6, efter at Kerber havde haft en matchbold.

Dermed skulle andet sæt ud i tiebreak. Den vandt Wozniacki med 7-4 og snuppede dermed andet sæt.

I tredje sæt brød Wozniacki til 3-2, og danskeren holdt derefter serv i resten af kampen.

Sidste år tabte Caroline Wozniacki finalen i Eastbourne, og tilbage i 2009 vandt danskeren turneringen.

Turneringen i Eastbourne er den sidste turnering for Wozniacki, inden det fra på mandag den 2. juli går løs i Wimbledon.

Her skal Wozniacki møde amerikanske Varvara Lepchenko i første runde.

/ritzau/

Facebook
Twitter