Wozniacki efter sejr: Var lidt heldig på Kerbers matchbold

Den danske tennisspiller mener, at der var lidt held med i spillet, da hun besejrede Angelique Kerber.

Wozniacki er klar til finalen i Eastbourne. Reuters/Paul Childs (Foto: Paul Childs © Scanpix)

Det holdt hårdt, inden Caroline Wozniacki fredag fik spillet sig frem til finalen ved WTA-turneringen i Eastbourne.

Den danske tennisspiller var nede med en matchbold ved stillingen 5-6 i andet sæt mod tyske Angelique Kerber, men topseedede Wozniacki endte alligevel som vinder med cifrene 2-6, 7-6, 6-4.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg fik vundet kampen. Jeg var lidt heldig på hendes matchbold og fik så brudt hende. Jeg fik en mulighed, og den tog jeg. Og i tiebreaken i andet sæt er jeg også lidt heldig.

- Tredje sæt er meget lige. Generelt er det en meget tæt kamp, siger Caroline Wozniacki til TV2 Sport.

Angelique Kerber var klart bedst i første sæt, som den fjerdeseedede tysker vandt efter to servegennembrud.

I andet sæt fik Caroline Wozniacki brudt sin modstanders serv først, men efter to tyske servegennembrud kunne Angelique Kerber foran 6-5 serve sejren i hus.

Sådan kom det dog ikke til at gå, og danskeren endte med at vinde tiebreaken 7-4.

I tredje sæt brød Caroline Wozniacki til 3-2 og holdt derefter serv i resten af kampen.

I finalen lørdag venter den 20-årige Aryna Sabalenka fra Hviderusland, der er nummer 45 på verdensranglisten.

- Jeg har ikke rigtig tænkt på kampen endnu, men hun er én, der spiller aggressivt, så jeg skal ind og være klar fra start, siger Caroline Wozniacki.

/ritzau/

Facebook
Twitter