Wozniacki er tilbage blandt verdens fem bedste

Caroline Wozniacki er nummer fem i verden efter søndagens finalenederlag i to sæt til Elina Svitolina.

Caroline Wozniacki er tilbage i top fem på WTA-ranglisten. (Foto: Dan Hamilton © Scanpix)

Seks tennisfinaler er det blevet til i 2017 for Caroline Wozniacki, men det har ikke udmøntet sig i en eneste titel endnu for danskeren.

Søndag tabte Wozniacki 4-6, 0-6 til ukraineren Elina Svitolina i finalen i WTA-turneringen Rogers Cup i Toronto.

Finalepladsen i Toronto betyder, at 27-årige Wozniacki rykker en enkelt plads op på

verdensranglisten
, hvor hun nu er nummer fem.

Svitolina avancerer også og er nummer fire, mens spanieren Garbiñe Muguruza rykker to pladser ned på en sjetteplads.

Det er de eneste forskydninger i top-10, hvor tjekken Karolína Plísková fortsat er verdensetter foran rumæneren Simona Halep og tyskeren Angelique Kerber.

Sjette finalenederlag i træk

Mens Wozniacki har tabt samtlige seks finaler, den tidligere verdensetter er nået frem til i år, så har Svitolina vundet samtlige fem finaler, hun har stået i.

I Toronto var Svitolina lettet over sejren over Wozniacki, da ukraineren blev tvunget til at spille tre kampe på lidt over 24 timer.

- Jeg er bare glad for, at kampen sluttede. Og med en titel. Det er endnu mere specielt.

- Jeg var meget træt efter det første parti i første sæt. Og jeg vidste, at jeg var nødt til at give alt, fordi Caroline ikke misser mange bolde.

- Jeg var følelsesmæssigt lettet over at vinde første sæt, og jeg spillede bedre og bedre i andet sæt, siger Svitolina ifølge AP.

Wozniacki kunne rejse videre fra Toronto med 1,5 millioner kroner i præmiepenge.

/ritzau/

Facebook
Twitter