Wozniacki får ungarsk modstand i Wimbledon-åbning

​Caroline Wozniacki skal op imod den 24-årige ungarer Timea Babos i første runde af Wimbledon.

Caroline Wozniacki får ungarsk modstand i Wimbledon. (Foto: GLYN KIRK © Scanpix)

Tennisstjernen Caroline Wozniacki åbner næste uges Wimbledon mod ungarske Timea Babos.

Den 24-årige ungarer rangerer som nummer 42 på verdensranglisten og vandt tidligere i år en WTA-turnering hjemme i Budapest.

De to spillere har aldrig tidligere stået overfor hinanden.

Klarer danskeren sin første opgave på Wimbledons græs, venter enten Sara Errani fra Italien eller bulgarske Tsvetana Pironkova i den næste kamp.

Efter endnu en tilsyneladende overkommelig opgave i en mulig tredje runde står den tidligere danske verdensetter til at møde franske Kristina Mladenovic i ottendedelsfinalerne.

God forberedelse

Hvis spillerne holder deres seedninger, skal Wozniacki i kvartfinalen møde Karolína Plísková fra Tjekkiet, før topseedede Angelique Kerber fra Tyskland er en mulig modstander i semifinalen.

Rumænske Simona Halep er seedet til en finaleplads i Wimbledon og kan blive danskerens modstander i en eventuel finale.

Wozniacki, der indtager verdensranglistens sjetteplads, forbereder sig i øjeblikket i Eastbourne.

Den 26-årige dansker slog torsdag netop Simona Halep og er nået frem til semifinalen i det sydlige England, hvor hun fredag står overfor britiske Heather Watson.

Wimbledon begynder mandag i næste uge.

/ritzau/

Facebook
Twitter