Wozniacki jagter karrierens største triumf: To ting taler for at det endelig lykkes

Caroline Wozniackis form er i top, men få fejltrin kan koste dyrt, når Australian Open mandag indledes.

Caroline Wozniacki er seedet til at nå finalen i sæsonens første Grand Slam, Australian Open. (Foto: Mark Baker © Scanpix)

En knyttet næve, et bestemt blik og en lille jubelscene. Èn bold stod mellem den blonde tennisspiller og en finale ved årets første Grand Slamturnering, Australian Open.

I den anden ende af den glohede Center Court i Melbourne stod en resignerende kineser. Li Na havde i små to sæt uden held forsøgt at tvinge den defensivt orienterede Caroline Wozniacki i knæ. Uanset hvilke slag danskeren blev udsat for, fik hun sendt bolden tilbage over nettet. Et faktum, der fik frustrationerne frem hos den ellers koldblodige kineser.

Jeg kan se det i øjnene på Caroline, hun er mentalt tilstede, hun nyder at spille tennis. Sådan har det langtfra altid været de senere år. Sulten er der igen.

Michael Mortensen, tenniskommentator

Den danske matchbold står denne dag som en skarp markering af, hvor lille forskellen på succes og fiasko i tennis på topniveau kan være. Wozniacki frøs, benene stivnede, Li Na kunne vende nederlag til triumf. Det virkede uvirkeligt, hvad publikum den januardag i 2011 var vidne til på Rod Laver Arena i Melbourne.

Topseedede ved Australian Open
  1. Simona Halep, Rumænien
  2. Caroline Wozniacki, Danmark
  3. Garbine Muguruza, Spanien
  4. Elina Svitolina, Ukraine
  5. Venus Williams, USA
  6. Karolina Pliskova, Tjekkiet
  7. Jelena Ostapenko, Letland
  8. Caroline Garcia, Frankrig

For hvordan kan en perfektionistisk og professionel atlet vakle i det moment, der er mere afgørende end noget andet i karrieren. Dér hvor hun står på tærsklen til at tage de sidste små skridt mod det trofæ, der siden barndommens leg på tennisbanerne i Køge er blevet drømt om?

Den danske tennistræner og kommentator på Eurosport Michael Mortensen har trænet både Li Na og Caroline Wozniacki. Han kender tennissporten bedre end de fleste og ved, hvad der kræves for at opnå den ultimative triumf. I 2011 sad han i trænerboksen på Court Philippe Chatrier i Paris, da Li Na som den første kinesiske kvinde nogensinde sikrede sig en Grand Slamsejr i single ved French Open.

DR Sporten har bedt Michael Mortensen vurdere, hvad der taler for og imod, at Australian Open 2018, Caroline Wozniackis Grand Slamdeltagelse nummer 43, bliver turneringen, hvor danskerne for første gang i karrieren sikrer sig en Grand Slamtitel.

De ting taler for Caroline Wozniacki sejr i Australian Open:

Formen

- Jeg er meget imponeret over, at hun har taget den form, hun sluttede sidste sæson af med ind i det nye år. Finalepladsen ved WTAturneringen på New Zealand i årets første uge betyder ikke kun noget for hende selv, den sender også et signal til modstanderne om, at den Wozniacki de i sidste sæson frygtede allerede igen har indfundet sig på touren, forklarer Michael Mortensen.

Caroline Wozniacki blev nummer to i Auckland. Danskeren tabte til Julia Goerges i finalen. (Foto: MICHAEL BRADLEY © Scanpix)

Motivationen

- Jeg kan se det i øjnene på Caroline, hun er mentalt tilstede, hun nyder at spille tennis. Sådan har det langtfra altid været de senere år. Sulten er der igen. Den skal du have med for at kunne komme i betragtning til at være en værdig kandidat til en Grand Slamtriumf.

Wozniackis meritter i Australian Open

2017 – 3.runde

2016 – 1.runde

2015 – 2.runde

2014 – 3.runde

2013 – 4.runde

2012 – Kvartfinalen

2011 – Semifinalen

2010 – 4.runde

2009 – 3.runde

2008 – 4.runde

- Kombinationen af et langt forløb uden skader, mere end halvandet år, evnen til at skære ned i turneringsaktiviteten samt mødet med kæresten David Lee har givet en indsigt i andre dele af livet end tennis. Det virker til at være værdifuldt for hendes præstationer på tennisbanen, analyserer Michael Mortensen.

Det taler imod triumf

Sygdom og skavanker

- Der findes ingen dårlige modstandere ved en Grand Slamturnering. Falder du tre procent i niveau, er du som favorit udsat. I en Grand Slamturnering er der mange mennesker omkring dig, risikoen for at få et maveonde, vride rundt på foden eller andet uheldigt er altid tilstede, der kan hurtigt ske noget.

- I en turnering, hvor du skal præstere over 14 dage, skal der ikke mange fejltrin til, før det kan få fatale konsekvenser, udtaler Michael Mortensen.

Skarpskytter lurer i lodtrækningen

- Enkelte af spillerene i Carolines lodtrækningshalvdel har kvaliteterne, der altid gør det svært for danskeren. Jeg tænker i særdeleshed på Jelena Ostapenko, der spillede en fabelagtig kamp, da hun udraderede Caroline i French Open og vandt turneringen sidste år.

- Og Coco Vandeweghe, der spillede sit livs kamp og slog Caroline ud af Wimbledon sidste år. Det er nogle af de spillere, der - når de rammer niveauet - kan slå Caroline. De har en så kraftfuld spillestil, at det kan kompensere for, at Caroline er bedre på alle andre elementer i spillet.

- Når de møder Wozniacki kan de spille frit. Caroline er seedet to, folk forventer, med rette, meget af hende. Det er det pres hun skal forvalte og håndtere, hvis vi skal kunne turde håbe på en dansk sejr i Melbourne,” forklarer Michael Mortensen.

Læren af historien

Billedet af en stortudende Caroline Wozniacki, der forsøger at finde den hurtigste vej ud af Rod Laver Arena i Melbourne efter det smertefulde nederlag til Li Na tilbage i 2011 står stadig skarpt i fortællingen om Caroline Wozniackis australske eventyr. Endnu har hun den første titeltriumf Down Under til gode.

Udover Li Na har andre hårdtslående typer som Svetlana Kuznetsova, Kim Clijsters og Garbine Muguruza sendt danskeren drømme om et trofæ i Australien til tælling.

Caroline Wozniacki efter sit nederlag til Na Li i 2011. (Foto: TIM WIMBORNE © Scanpix)

Michael Mortensen har det seneste halve år observeret, hvordan Caroline Wozniacki har implementeret nye elementer i sit spil. Evnen til at turde ting uden at mestre dem fuldt ud er for Caroline Wozniacki en relativ ny egenskab.

Det er mod til at angribe direkte på modstanderens andenserv, turde chance mere på egen andenserv og ikke mindst slå mod spilretningen og på den måde udfordre modstanderens tankegang om, hvilken spiller Caroline Wozniacki er.

Wozniackis bedste Grand Slams

Australian Open – Semifinale (2011)

French Open – Kvartfinale (2010,2017)

Wimbledon – 4.runde (2009,2010,2011,2014,2015,2017)

US Open – Finale (2009,2014)

Det er den usikkerhed danskeren det seneste år igen har plantet i hovederne på mange modstandere, en usikkerhed, der er et stort skridt af vejen mod den manglende triumf i Grand Slamsammenhæng.

Elementer Michael Mortensen allerede arbejde med, da han tilbage i 2014 var tilknyttet Team Wozniacki. Dengang var overskuddet ikke til mere end at afprøve elementerne til træning.

Det virker der til at være her fire år senere. Går tingene op i en højere enhed kan det være nøglen til triumf i 43. forsøg i Grand Slamsammenhæng for Caroline Wozniacki. Et eventyr der passende ville vaske den grimme parentes i danskerens store karriere, 2011 semifinalenederlaget mod Li Na i Australian Open, væk en gang for alle.

Australian Open i Tennis skydes i gang kl.01.00 natten mellem søndag og mandag. Caroline Wozniacki møder i første runde mod verdens nummer 104 rumæneren Mihaela Buzarnescu. Kampen spilles mandag kl. 09.00.