Wozniacki kan næsten ikke forstå sit vilde comeback: Det var sindssygt

Caroline Wozniacki var millimeter fra at ryge ud af årets første Grand Slam, Australian Open.

Caroline Wozniacki havde to matchbolde imod sig i andenrunde i Australian Open. (Foto: Andy Brownbill © Scanpix)

Det vil være en underdrivelse at sige, at Caroline Wozniacki havde ryggen mod muren i sin andenrunde-kamp ved Australian Open.

Danskeren var helt dernede i sækken, hvor så godt som ingen kommer op fra igen, da hun i tredje og afgørende sæt havde to matchbolde imod sig ved stillingen 5-1 til modstanderen Jana Fett.

- Det var sindssygt. Jeg ved slet ikke, hvordan det lykkedes mig at komme tilbage i kampen, siger Wozniacki ifølge nyhedsbureauet AP.

Kroatiske Fett er nummer 119 på verdensranglisten, mens Wozniacki efter et fantastisk efterår er strøget helt op som nummer to.

Gik kold

Styrkeforholdet burde altså være klart i dansk favør, men det var bestemt ikke til at se i starten af kampen, hvor Fett nærmest uden problemer vandt første sæt med 6-3.

Men da hun havde muligheden for at slå den danske stjerne ud i afgørende sæt, gik hun kold.

- Hun er en drilsk modstander, og hun havde ikke noget at tabe. Men så tror jeg, at hun pludselig blev bevidst om, at hun førte 5-1, og så slappede hun en lille smule af. Og dér indså jeg, at det var min sidste chance, og at jeg blev nødt til at gå ud og angribe.

Og det gjorde danskeren så og vandt kampen med 3-6, 6-2, 7-5.

Caroline Wozniacki skal i tredje runde møde hollandske Kiki Bertens.

Facebook
Twitter