Wozniacki kan tilbageerobre førstepladsen på verdensranglisten

Når Caroline Wozniacki lige så langt som Simona Halep i Rom, overtager danskeren verdensranglistens trone.

Caroline Wozniacki kan i weekenden spille sig tilbage på førstepladsen på verdensranglisten. (Foto: JUAN MEDINA © REUTERS)

Caroline Wozniacki kan tilbageerobre førstepladsen på verdensranglisten under denne uges WTA-turnering i Rom.

Den danske tennisstjerne deltog nemlig ikke i turneringen sidste år, og hun har derfor ikke ranglistepoint at forsvare i den italienske hovedstad. Det har derimod den nuværende verdensetter, Simona Halep.

Rumæneren var i finalen sidste år, hvilket udløste 585 ranglistepoint. Inden turneringen er Halep 425 point foran danskeren.

Derfor overtager Wozniacki førstepladsen på verdensranglisten, hvis hun som minimum når lige så langt som Halep i turneringen.

Mødes de to i finalen, vil det samtidig være en direkte duel om førstepladsen.

Interessante opgør

Begge spillere sidder over i første runde af turneringen, men der kan vente yderst interessante opgør for dem begge i anden runde.

Halep kan nemlig møde den tidligere verdensetter Victoria Azarenka fra Hviderusland.

Wozniacki møder enten den tidligere US Open-mester Samantha Stosur, der deltager på et wildcard, eller belgieren Alison Van Uytvanck, der er nummer 49 i verden. Wozniackis potentielle modstandere mødes mandag.

Turneringen i Rom spilles på grus, hvilket ikke er Wozniackis foretrukne underlag. I sidste uge nåede danskeren frem til tredje runde på gruset i Madrid.

/ritzau/

Facebook
Twitter