Wozniacki kritiserer modstander for at fingere en skade: 'Hun ville bryde min rytme'

Den snarlige tennispensionist er klar til at møde stærk tuneser i tredje runde af Australian Open.

I sin karriere har Caroline Wozniacki nærmest taget patent på at levere store comebacks.

Hun har alle dage været indbegrebet af en spiller, der aldrig giver op, og mod ukrainske Yastremska i anden runde af Australian Open blev hun virkelig nødt til at trække på sit varemærke.

I første sæt var danskeren bagud 1-5 i partier, men sled sig alligevel tilbage og vandt sættet 7-5.

Historien gentog sig næsten i det efterfølgende sæt, hvor stortalentet Dayana Yastremska havde overhånden i starten og kom foran 3-0. Men Wozniacki kom tilbage, som hun har gjort det så ofte før.

Men i nat handlede det ikke bare om at gå videre til en hvilken som helst tredje runde. Det handlede om at forlænge karrieren, som Wozniacki har proklameret slutter efter grand slam-turneringen i Melbourne.

- Jeg kæmper altid til sidste bold – det er aldrig ovre, før det er ovre – jeg elsker at være på banen, og det er fantastisk med støtten fra publikum, så det er rart at være videre, siger Wozniacki, der skulle bruge seks matchbolde i andet sæt, før hun endelig kunne strække armene i vejret i triumf, til DR efter sejren.

Om kampen mod Yastremska tilføjer hun:

- Det gik meget op og ned. Jeg kom dårligt fra start, mens hun startede rigtig godt. Jeg skulle virkelig holde hårdt på og kæmpe til det sidste. Jeg skulle mange matchbolde igennem for endelig at vinde, men nu føles det fantastisk at være videre.

Dayana Yastremska fik behandling undervejs, hvilket irriterede hendes danske modstander. (Foto: John Donegan © AFP or licensors)

Ufint trick

Da Wozniacki havde spillet sig tilbage på sejrskurs i andet sæt, tog Yastremska en time-out for at blive tilset af en læge. Et ufint trick ifølge Wozniacki, der mente modstanderen fingerede en skade:

- Hun prøvede at bryde min rytme. Jeg tror ikke, der var noget galt med hende – hun løb helt fint. Hun gør det med vilje, men jeg prøver i den situation bare at tænke på mig selv og ikke på, hvad hun går rundt og laver.

Yastremska forsvarer sig dog mod Wozniackis kritik. Ukraineren blev skadet i hoften i WTA-turneringen i sidste uge i Adelaide, hvor hun nåede finalen, og under Australien Open er skaden ifølge Yastremska blot blevet værre.

- Jeg overvejede at tage en lægetimeout tidligere i kampen, men jeg tænkte, det nok skulle gå. Men hvis jeg virkelig ville forsøge at bryde hendes rytme, så havde jeg taget endnu en lægetimeout, da jeg var ved at tabe kampen 5-6 i andet sæt.

Og så svarer hun samtidig igen med en stikpille til Wozniacki:

- Men i mange af hendes egne kampe kan man jo se, at hun tit selv spiller med sportstape om benene og tager lægetimeouts - og det er helt normalt. Jeg begynder ikke at spekulere i, om hun gør det med vilje eller ej.

Kan være slut hver gang

Men end ikke Yastremskas lægetimeout bragte Wozniacki ud af fatning. Hun tog – som hun har gjort det gennem hele karrieren – én bold af gangen. Også selvom de potentielt kunne være de sidste som professionel tennisspiller.

- Det kan være slut hver gang, jeg går på banen, men jeg går bare ud og giver den en skalle. Så det var en speciel kamp, siger Wozniacki.

I næste runde skal Wozniacki møde tuneseren Ons Jabeur, der er nummer 78 i verden.

De to har én gang tidligere stået over for hinanden - det var i 2015 i Indian Wells.

Wozniacki vandt kampen og må regnes som favorit mod tuneseren, som ifølge Wozniacki er en drilsk modstander.

- Hun spiller lidt tricky. Hun kan spille både aggressivt og defensivt med slices, lobbolde og stopbolde, så der kan komme lidt af hvert fra hende.

Lever Wozniacki op til sin favoritværdighed mod Jabeur, er der lagt op til et møde med legenden Serena Williams i ottendedelsfinalen.