Wozniacki-modstander stoppede karrieren og fandt glæden

To års pause fra tennis har gjort Anastasija Sevastova mere moden. I nat møder hun Caroline Wozniacki.

Anastasija Sevastova venter i nat for danske Caroline Wozniacki. (Foto: KENA BETANCUR © Scanpix)

Det er nok de færreste, der kender Caroline Wozniackis kvartfinalemodstander i US Open. Når den danske tennisdarling i nat kl. 1 dansk tid går på banen i New York, er det lettiske Anastasija Sevastova, der står på den anden side af nettet.

Det er mildest talt en overraskelse, at Sevastova er kommet så langt i årets sidste grand slam. Det er nemlig ikke mere end tre år siden, at hun trak stikket på sin karriere og lagde ketsjeren på hylden. Så deprimeret var hun over sin professionelle karriere.

Den dengang 23-årige lette forlod sit hjemland og rejste til Schweiz for at studere. Pausen varede to år, og i maj 2015 vendte hun tilbage til den sport, hun elskede så meget, at hun ikke kunne undvære den. Pausen har dog gjort hende stærkere og lært hende at sætte pris på sin sport.

- Det har været meget op og ned. Jeg havde ikke regnet med at være her på dette tidspunkt i mit liv, efter jeg stoppede. Men den største faktor er, at jeg er blevet mere moden personligt og mentalt. Jeg har set, at der er et liv uden tennis, og det har hjulpet mig, siger Anastasija Sevastova ifølge Yahoo Sports.

Lette i god form

Trods Sevastovas to år lange pause venter der dog langt fra Caroline Wozniacki nogen walkover i nat. Den lettiske tennisspiller leverede flotte detaljer i sin fjerderundekamp mod Johanna Konta, og de viste statistikken også.

- Jeg kunne virkelig føle bolden. Jeg havde det virkelig godt på banen. 30 vindere, 26 uprovokerede fejl (fra Konta, red.) Jeg mener, det er god kvalitet, lyder det fra Sevastova ifølge tennis.com.

Caroline Wozniacki og Anastasija Sevastova spiller US Open-kvartfinale i nat klokken 1 dansk tid. Du kan se kampen på Kanal 5.

Facebook
Twitter