Tema Wozniacki vinder grand slam

Wozniacki om sejren over Halep: Hun må have det ret dårligt

Efter sin første Grand Slam-sejr nogensinde, undskyldte Wozniacki til Halep i sin takketale.

Det er en rolig og lettet Caroline Wozniacki, der fortæller om sin første Grand Slam-sejr nogensinde.

Under takketalen efter finalen så man ellers en anden side af Wozniacki, der lod følelserne få frit løb og undskyldte over for modstanderen Simona Halep for at have taget titlen.

- Vi var begge i samme situation. Det var vores tredje Grand Slam-finale, og vi kæmpede begge for at blive nummer et i verden. Så det er klart, at hun må have det ret dårligt lige nu, siger Caroline Wozniacki.

Vi kæmpede begge to til det sidste

Caroline Wozniacki, tennisspiller

Selvom den nykårede verdensetter godt kan sætte sig i Haleps sted efter selv at have stået der flere gange, er der ingen tvivl – Wozniacki har det fantastisk.

- Jeg har det rigtig godt. Det er en fantastisk følelse at sidde her som Australian Open-vinder. Der var én af os, der skulle vinde, så jeg er selvfølgelig glad for, at det var mig.

Den tidligere verdensetter Simona Halep udfordrede da også danskeren til det sidste.

- Det er klart, at jeg gerne ville have vundet lidt mere komfortabelt. Men det var en fantastisk kamp i dag, og vi kæmpede begge to til det sidste. Så det betyder rigtig meget for mig at sidde her som vinder.

Tvivlede aldrig på sig selv

På trods af en hård og lang kamp om pointene var der ikke noget tidspunkt, hvor Wozniacki tvivlede på sig selv.

- I tredje sæt kunne det have gået begge veje, så der handlede det om at holde fokusset og at prøve at kæmpe videre, siger Caroline Wozniacki.

Den 27-årige dansker lykkedes med at holde fokusset til det sidste og kunne gå derfra som dagens vinder og verdens nye nummer et.

Et mål, hun har kæmpet hårdt for at nå ifølge hende selv.

Om der vil blive vundet flere Grand Slam-titler i fremtiden, må Wozniacki se på senere.

- Lige nu skal jeg bare tilbage på hotellet og slappe af og nyde, at jeg har Australian Open-trofæet med mig. Så tager vi den derfra.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve