Wozniacki seedet femmer ved US Open

Karolína Plísková og Rafael Nadal er topseede, når verdens bedste tennisspillere fra på mandag skal kæmpe om US Open-trofæet.

Caroline Wozniacki er seedet til at nå kvartfinalen ved US Open. (Foto: Matthew Stockman © Scanpix)

Caroline Wozniacki er seedet som nummer fem, og tjekkiske Karolína Plísková, der er nummer et på verdensranglisten, er topseedet hos kvinderne, når der fra på mandag tages hul på grandslam-turneringen US Open.

Rumænske Simona Halep er andenseedet, mens Garbiñe Muguruza fra Spanien, som vandt sin anden grand slam-titel ved dette års Wimbledon, er tredjeseedet.

Venus Williams er den bedst seedede amerikaner som nummer ni. Hendes søster Serena Williams, der har vundet US Open seks gange, spiller ikke tennis for tiden, da hun venter sit første barn.

Nadal og Murray er finaleseedet

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal generobrede mandag verdensranglistens førsteplads, og han er derfor topseedet ved US Open.

Spanieren skal forsøge at vinde sin tredje US Open-titel. De to første vandt han i 2010 og 2013.

Han er seedet foran briten Andy Murray, og Wimbledon-mesteren Roger Federer er nummer tre på listen.

Federer skal forsøge at vinde sin grand slam-titel nummer 20, og det kan blive den sjette sejr i New York.

Både Murray og Federer har bakset med skader i optakten til US Open. Briten har siddet ude siden Wimbledon med en hofteskade, og Federer måtte udeblive fra turneringen i Cincinnati med en skade i ryggen.

Den forsvarende mester, Stan Wawrinka, og Novak Djokovic, der tidligere har vundet turneringen to gange, er også blevet ramt af skader og stiller ikke op i Flushing Meadows.

Der trækkes lod til US Open fredag aften dansk tid.

/ritzau/AFP