Wozniacki stopper karrieren efter Australian Open

Tennisspilleren Caroline Wozniacki stopper sin karriere, oplyser hun på Instagram.

Caroline Wozniacki blev professionel i 2005, og hun slutter sin karriere som 29-årig som Danmarks mest succesrige tennisspiller gennem tiden. (Foto: Robert Deutsch © Scanpix)

Caroline Wozniackis karriere er snart et overstået kapitel.

Det oplyser tennisspilleren på Instagram fredag eftermiddag.

- Jeg har spillet professionelt, siden jeg var 15 år gammel. I den tid har jeg gennemlevet et fantastisk første kapitel af mit liv.

- Med 30 WTA-singler, en førsteplads på verdensranglisten i 71 uger, en sejr i WTA-finalen, 3 OL-deltagelser, hvor jeg endda bar det danske flag, og en sejr ved Australian Open i 2018. Jeg har opnået alt det på banen, jeg kunne drømme om.

- Jeg har altid sagt til mig selv, at når tiden kommer, hvor der er ting uden for tennisbanen, jeg hellere vil lave, så er tiden kommet til at sige stop.

Der har de seneste år været spekuleret i, om et karrierestop snart nærmede sig - specielt efter at hun fik konstateret leddegigt.

Hidtil har hun dog fastholdt, at hun agtede at spille videre, men fredag eftermiddag meddeler hun altså, at karrieren snart stopper.

At det sker ved Australian Open er næppe tilfældigt. Det var her, hun vandt sin første og hidtil eneste grand slam-titel i 2018.

Den danske tennisstjerne blev professionel i 2005, og hun slutter sin karriere som 29-årig som Danmarks mest succesrige tennisspiller gennem tiden.

Nu retter hun snart fokus mod kapitlet efter den aktive karriere, og hun løfter samtidig sløret for, at hendes leddegigtsygdom har fået indflydelse på, hvad hun skal.

- Jeg har altid sagt til mig selv, at når tiden kom, var der andre ting end tennis, jeg ville bruge mere tid på. I de seneste måder har jeg indset, at der er mere, jeg ønsker at opnå i livet, skriver hun.

At blive gift med David (Lee) var et af de mål og at starte familie med ham, mens vi rejser verden rundt og hjælper med at skabe opmærksomhed om leddegigt (kommende projekt). Det er alle passioner, jeg tager med videre.

Wozniackis afskedsturnering, Australian Open, spilles fra 20. januar til 2. februar 2020.