Wozniacki tabte finalen i Farum

Caroline Wozniacki tabte finalen i WTA-turneringen i Farum til tyske Angelique Kerber, som vandt 6-4, 6-4.

Caroline Wozniacki måtte se sig slået i finalen i Farum. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Caroline Wozniacki tabte overraskende finalen i WTA-turneringen i Farum til tyske Angelique Kerber, som sejrede 6-4, 6-4.

Topseedede Wozniacki er nummer seks i verden, mens tyskeren rangerer som nummer 15. Med opbakning fra hjemmepublikummet gik Wozniacki ind til turneringen som favorit til at tage den tredje titel i træk på dansk grund, men hun fandt ikke topspillet frem og blev også ramt af en ankelskade i begyndelsen af andet sæt.

Caroline Woznaicki lagde ud med at serve og blev straks brudt af Kerber. Danskeren brød dog straks tilbage, og i de efterfølgende to partier gentog det mønster sig til stillingen 2-2. Herefter virkede det som om, at Woznaicki fik bedre fat, selv om det fortsat var helt lige ved 4-4. Her brød Kerber så til 5-4 med nye bolde og servede herefter sættet hjem efter 46 minutters spil.

Kerber lagde også ud med at bryde serv i andet sæt til 1-0. I begyndelsen af andet parti snublede Wozniacki over sin fod og faldt, hvorefter hun måtte have behandling af fysioterapeuten og fik foden tapet op.

Wozniacki havde tydeligvis problemer med at bevæge sig men fik alligevel brudt tilbage takket være et par fejl af tyskeren. Herefter var der medvind til Wozniacki, der kom foran 4-1, selv om hun stadig havde især serveproblemer med den skadede fod. Men så tog Kerber fat og nappede tre partier i træk til udligning 4-4.

Kerber fortsatte stimen og brød Wozniacki igen til føring 5-4 og kunne serve kampen hjem. Wozniacki bed godt fra sig, men udnyttede ikke de breakchancer, hun havde, hvorefter Kerber slog til og vandt på en fejl af Wozniacki på sin første matchbold.

Det var 24-årige Kerbers anden turneringssejr i karrieren, og den indbringer hende 30.000 dollars. 21-årige Wozniacki har derimod fortsat sin første turneringssejr i 2012 til gode.

Facebook
Twitter