Caroline Wozniacki vandt lørdag eftermiddag finalen ved WTA-turneringen i Eastbourne.
Modstanderen var den 20-årige Aryna Sabalenka fra Hviderusland, der er nummer 45 på verdensranglisten.
Danskeren måtte slide for at holde sin serv til 1-0-føring mod Sabalenka, der viste sig som en hård modstander i første sæt, hvor Wozniacki gik fra 3-5 til at vinde 7-5.
Det var første gang, de to stod over for hinanden, og Sabalenka var både aggressiv og hårdtslående og brød Wozniacki rent til 2-1.
Danskeren brød tilbage, men Sabalenka spillede stærkt, brød igen og holdt sin serv til 4-2, inden Wozniacki med et passerslag reducerede til 3-4.
Sabalenka holdt sin serv i et langt parti, hvor Wozniacki leverede et perfekt lob undervejs og overlevede en sætbold efterfølgende og reducerede til 4-5.
Wozniacki brød for anden gang i det lange sæt til 5-5, og Wozniacki var nu ovenpå. Hun øgede til 6-5, og med et klasseslag udnyttede danskeren sin første af tre sætbolde og tog første sæt rent med sit tredje servegennembrud.
I andet sæt havde de to spillere brudt hinanden to gange ved stillingen 3-3, da Wozniacki hentede Sabalenkas 3-1-føring.
Danskeren holdt sin serv og bragte sig foran 4-3, og Sabalenka slog tilbage og udlignede i et rent serveparti til 4-4 og brød til føring.
Et servegennembrud sikrede Wozniacki 5-5, og man anede, at Sabalenka var ved at miste pusten.
Wozniacki bragte sig foran i sin serv, men Sabalenka udlignede til 6-6, inden danskeren var stærkest i tiebreaken og tog sin 29. WTA-titel i karrieren.
Det er anden gang Wozniacki vinder turneringen i Eastbourne. Første gang var i 2009.
Turneringen er den sidste inden Wimbledon, som starter på mandag. Her er Wozniacki seedet som nummer 2.