Tine Baun bankede Camilla Martin i afskedskamp

Tine Baun afsluttede sin badmintonkarriere med en sejr over tv-værten Camilla Martin. Og blev overdænget med roser for en fantastisk karriere efter kampen.

Tine Baun spillede opvisnings- og afskedskamp mod Camilla Martin torsdag aften i Farum. (Foto: Martin Sylvest Andersen © Scanpix)

Tine Baun sluttede endegyldigt sin fornemme badmintonkarriere, da hun torsdag aften spillede en showkamp mod den tidligere stjerne Camilla Martin.

Foran omkring 2500 tilskuere i Farum vandt Baun sikkert 21-13, 21-13 over Martin.

32-årige Baun havde forholdsvis nemt spil mod Martin, der selv indstillede sin professionelle karriere tilbage i 2004.

Tine Baun under aftenens kamp. (Foto: Martin Sylvest Andersen © Scanpix)

Banket hul i muren

Da Camilla Martin i sin tid stoppede, var det op til Tine Baun at fylde tomrummet i dansk badminton ud. Det lykkedes til fulde - og hun fik masser af roser torsdag aften; Blandt andet fra Frank Jensen, der er formand i Team Danmark:

- Tillykke med sejren - ikke bare den i dag, men alle dem du har slidt dig til. Du har haft en eventyrlig karriere. Der har været masser af drama på din vej, og du slutter af med et fantastisk resultat og en happy ending med sejren i All England.

- Du har som den eneste banket hul i den kinesiske mur. Det har været en næsten umulig kamp, men den har du vundet. Du har vist, at det kan lade sig gøre at gå hele vejen og slå de bedste i verden, sagde Frank Jensen.

Trådte ud af Martins skygge

Også formanden for Badminton Danmark, Peter Jensen, tog afsked med Baun:

- Det var lidt svært at træde ud af Camilla Martins skygge, men det gjorde du ved Japan Open i 2007. Du vandt trofæet ved at nedlægge fem kinesere på stribe og skrev de første linjer i din helt egen beretning. Du har selv bestemt indholdet og også slutningen på denne beretning.

- Du har ligget nummer 1 på verdensranglisten og givet baghjul til alle kineserne. Det kræver noget helt særligt. Og du er helt særlig. Du har bevist, at man ikke behøver toppe som 24-årig. Du slutter på toppen og har sat dit eget punktum, sagde Peter Jensen.

Tine Baun vandt sin første Super Serie-turnering med sejren ved Japan Open i 2007.

Det blev senere til flere store sejre for Tine Baun, der for kun halvanden måned siden vandt verdens mest prestigefyldte turnering, All England i Birmingham. Det var i sandhed et imponerende punktum på en flot karriere.

Det lykkedes også den nu pensionerede stjerne at vinde All England i 2008 og 2010.

Fakta om Tine Baun:

Født 21. juli 1979 (33 år)

Placering på verdensranglisten: 6

Højeste placering på verdensranglisten: 1

Udvalgte resultater:

VM-bronze 2010

Vinder af All England 2008, 2010 og 2013

Vinder af Japan Open 2007

Vinder af Malaysia Open 2008 og 2009

Vinder af Singapore Open 2008

Vinder af Korea Open 2009

Vinder af Denmark Open 2009

DM-guld 2004-2012.

DR / Ritzau

Facebook
Twitter