Tom Kristensen har sprængt akillessene

Med en hurtig operation håber Tom Kristensen at kunne være hurtigt tilbage i raceren.

Tom Kristensen ødelagde sin akillessene i en badmintonkamp. (© Scanpix)

Tom Kristensen kom galt afsted tirsdag aften under en omgang badminton med sin søn i forbindelse med en træningslejr på Lanzarote. Ifølge spn.dk kunne racerkørerens fysiske træner straks konstatere, at akillessenen var revet over.

Danskeren håber naturligvis hurtigt at kunne blive opereret, men hans manager Jan Würgler forventer ikke, det vil gå ud over Tom Kristensens deltagelse i Le Mans i juni.

- Heldigvis er det Toms venstre akillessene, der er røget. I sportsvogne bruger man kun venstre fod til at koble ind og ud, når man kommer i pit. Det er højre fod, som sidder på gassen, og det gør en stor forskel, siger Jan Würgler, der forventer, at Tom Kristensen kan være klar igen allerede i løbet af marts eller april.

Facebook
Twitter