Top 10: Cristiano Ronaldo er løbet fra Eusebio

Se DR Sportens Marco de los Reyes' bud på alle tiders bedste portugisiske spillere.

Cristiano Ronaldo blev i 2014 kåret til årets spiller i verden og fik dermed Ballon d'Or for tredje gang.

Når det danske landshold i morgen møder Portugal i en EM-kvalifikationskamp i Braga, er der ingen tvivl om, at det mere end nogen anden er Cristiano Ronaldo, som de danske spillere frygter.

Den portugisiske superstar har godt nok aldrig spillet de helt store kampe mod Danmark, men i sidste års kval-kamp i Parken viste han sit høje niveau ved til allersidst at score det mål, der sikrede gæsterne en 1-0-sejr og alle tre point.

Hvis man ser tilbage på de seneste ti år har Cristiano Ronaldo og Lionel Messi også været de to i særklasse bedste spillere i verden, og de er kun henholdsvis 30 og 28 år, så der kan sagtens være flere gode år tilbage i dem begge.

Cristiano Ronaldo har tilmed været så god, at han i mine øjne har overhalet Eusebio i kampen om at være alle tiders bedste portugisiske spiller.

Eusebio er den bedste afrikansk-fødte spillere i historien, men da hans fødeland Mozambique dengang var portugisisk koloni, optrådte han på det portugisiske landshold, hvor det blev til 41 mål i 64 landskampe.

Herunder er mit bud på en top 10-liste over de bedste portugisiske spillere i historien vurderet på deres niveau og præstationer.

Har du kommentarer til listen, kan du skrive dem i bunden af siden!

Cristiano Ronaldo i aktion mod Frankrig i en venskabskamp fra 2014.

1. Cristiano Ronaldo (1985)

Internationalt fik han sit store gennembrud ved EM i 2004, hvor Portugal på hjemmebane endte med at tabe finalen 0-1 til Grækenland. Var året forinden skiftet fra Sporting Lissabon til Manchester United. Her blev han få år senere den helt store stjerne og vandt Champions League i 2008. Skiftede i 2009 til Real Madrid, hvor han siden konstant har haft stor succes kulminerende med Champions League-triumfen i fjor. Med landsholdet har han desuden været fremme til semifinalerne ved VM i 2006 og EM 2012. Blev tildelt Ballon d'Or i 2008, 2013 og 2014.

2. Eusebio (1942-2014)

Blev i 1965 kåret til årets spiller i Europa og tildelt Ballon d'Or (først i 2007 blev der tale om årets spiller i hele verden) og blev året efter topscorer ved VM med ni mål. Portugal blev nummer tre ved det VM, hvilket fortsat er nationens bedste resultat ved VM. Spillede hele sin storhedstid for Benfica. Her vandt han Europa Cuppen for mesterhold i 1962 og nåede finalen i 1963, 1965 og 1968.

Eusebio (helt til venstre) er fortsat den bedste afrikansk-fødte fodboldspiller i historien. (Foto: ANP © Scanpix)

3. Luis Figo (1972)

Var en del af Portugals gyldne generation, der blandt andet vandt U/20-VM i 1991. Blev som kreativ wing, offensiv midtbanespiller og hængende angriber siden den bedste spiller på A-landsholdet, som nåede semifinaler ved både EM i 2000 og VM i 2006 samt finalen på hjemmebane i 2004. Spillede med stor succes for både FC Barcelona og Real Madrid, som han vandt Champions League med i 2002. Blev tildelt Ballon d'Or i 2000.

4. Mario Coluna (1935-2014)

Midtbanespilleren var anfører og en af de store stjerner på det hold, der blev nummer tre ved VM i 1966. På klubplan havde han endnu større succes, idet han vandt Europa Cuppen for mesterhold med Benfica i både 1961 og 1962 - scorede i begge finaler - og var med i yderligere tre finaler i turneringen. Født i Mozambique i lige som Eusebio.

5. Deco (1977)

Den brasiliansk-fødte playmaker var den store stjerne hos FC Porto, som med José Mourinho som træner sensationelt vandt Champions League i 2004. Samme år nåede han en EM-finale med Portugal. Vandt to år senere Champions League med FC Barcelona. Var også med til at blive nummer fire ved VM i 2006. Stoppede karrieren i 2013 - efter tre år hos Chelsea og to hos Fluminense i Brasilien.

6. Paolo Futre (1966)

Havde som teenager status som supertalent og blev lynhurtigt en verdensstjerne. Vandt Europa Cuppen for mesterhold med FC Porto i 1987, hvor han var tæt på at score et historisk flot mål efter en fantastisk dribletur. Herefter blev han solgt til Atletico Madrid, hvor han med rimelig stor succes spillede frem til 1993. Levede tildels på grund af skader dog aldrig helt op til de enorme forventninger og spillede i midten og slutningen af 1990erne for mange klubber uden at sætte et større aftryk. Blev i 1987 kåret til årets næstbedste spiller i Europa - kun overgået af Ruud Gullit.

7. Rui Costa (1972)

Begavet og elegant playmaker, der også var med til at vinde U/20-VM i 1991, og som ligeledes var med til at nå semifinalen ved EM i 2000 og finalen ved EM i 2004. Fik sit gennembrud som Benfica-spiller og spillede de efterfølgende 12 år for henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

8. Ricardo Carvalho (1978)

Fik sit store gennembrud ved EM-slutrunden på hjemmebane i 2004, hvor han i mine øjne var turneringens bedste spiller, hvilket grækeren Teodoros Zagoragis officielt blev kåret til. Var samme år med til at vinde Champions League med FC Porto, hvorefter han blev solgt til Chelsea. Var med til at nå en semifinale ved VM i 2006.

Ricardo Carvalho i aktion for AS Monaco, hvor han har spillet siden 2013.

9. Fernando Chalana (1959)

Huskes især for sin fremragende indsats ved EM-slutrunden i 1984, hvor Portugal lige som Danmark nåede en semifinale. Fernando Chalana var en driblestærk midtbanespiller, der i sin storhedstid spillede for Benfica og Girondins de Bordeaux.

10. Fernando Peyroteo (1918-1978)

Var på toppen, inden portugisisk fodbold var begyndt at markere sig internationalt og er derfor ikke ret kendt i dag. Men han var et målfænomen langt udover det sædvanlige. Spillede for Sporting Lissabon og scorede vanvittige 331 mål i 197 ligakampe, hvilket gør ham til den mest scorende spiller i den portugisiske liga nogensinde. Scorede desuden 14 mål i 20 landskampe.

Er du spillere, du savner? Eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder!