Top 10: De største 5.000 meterløbere

Se listen over alle tiders bedste mandlige 5.000 meterløbere.

Haile Gebrselassie har to gange sat verdensrekord i Berlin på maratondistancen. På 5.000 meter har han sat hele fire verdensrekorder. (Foto: Tobias Schwarz © Scanpix)

I dag søndag slutter VM i atletik. Forud for herrernes finale på 5.000 meter bringer DR Sportens Marco de los Reyes her sit bud på, hvem der er tidernes 10 bedste mandlige navne på distancen.

1. Paavo Nurmi, Finland

Vandt tre OL-medaljer; guld i 1924 samt sølv i både 1920 og 1928. Satte to verdensrekorder, den sidste med tiden 14,28.2, og er fortsat alle tiders bedste langdistanceløber.

2. Vladimir Kuts, Sovjet

Satte tre verdensrekorder i løbet 1954 og 1955. Den sidste på 13,35.0 overlevede i otte år. Vandt i suveræn stil guld ved OL i 1956 - 11 sekunder foran nummer to - og blev europamester i 1954.

3. Said Aouita, Marokko

Vandt VM-guld i 1983 og OL-guld i 1984. Satte to gange verdensrekord på distancen; anden gang var han i tiden 12,58.39 første mand under de magiske 13 minutter. Den holdt i syv år.

4. Lasse Viren, Finland

Vandt OL-guld i både 1972 og 1976 og er fortsat den eneste med to OL-guld på distancen. Kort efter guldtriumfen i 1972 satte han verdensrekord på distancen.

5. Haile Gbrselassie, Etiopien

Var med til at skære næsten et halvt minut af verdensrekorden. Satte i alt fire verdensrekorder fra 1994 til 1998, og den mest imponerende er fra 1995, hvor han skar 11 sekunder af kenyaneren Moses Kiptanuis rekord. Vandt sølv ved VM i 1993, den eneste medalje på den distance ved et stort mesterskab.

6. Kenenisa Bekele, Etiopien

Ved VM vandt han guld i 2009, og ved OL vandt han sølv i 2004 og guld i 2008. Satte den nuværende verdensrekord på 12,37.35 i 2004.

7. Emil Zatopek, Tjekkoslovakiet

Vandt sølv ved OL i 1948, men var kun 0,2 sekund fra guldet, som han så snuppede ved Legene fire år senere. Blev europamester i 1950.

8. Ron Clarke, Australien

Forbedrede verdensrekorden fire gange i løbet af 1965 og 1966, og den sidste på 13,16.6 holdt i seks år. Var ikke god i de store konkurrencer, så hans eneste OL-medalje var en af bronze på 10.000 meter fra 1964.

9. Hannes Kolehmainen, Finland

Vandt OL-guld i 1912 efter en tæt, legendarisk afsluttende duel med ærkerivalen Jean Bouin fra Frankrig. Finnen vandt med 0,1, i tiden 14,36.6. Tiden var ny verdensrekord- den første officielle - og den holdt i ti år.

10. Lauri Lehtinen, Finland

Vandt OL-guld i 1932 og OL-sølv i 1936. Havde verdensrekorden fra 1932 til 1939.

VM i atletik slutter i dag og de afsluttende konkurrencer kan følges direkte på DR2

Facebook
Twitter