Top 25: De bedste kvindelige skiløbere

Hvem er de bedste kvindelige skiløbere i historien? Se DR Sportens liste over de 25 bedste nogensinde. Se navnene fra nummer 11 til 25.

Tysklands Maria Riesch vandt den samlede World Cup i 2011. I sidste sæson endte hun på en samlet tredjeplads. (Foto: Joe Klamar)

Her er navnene

fra nummer 11 til 25 på DR Sportens Marco de los Reyes' liste over de 25 bedste kvindelige alpine skiløbere nogensinde.

De ti øverste kan du finde via linket i bunden af siden.

11. Katja Seizinger, Tyskland (født i 1972)

Vandt i alt 36 World Cup-løb, og den samlede World Cup vandt hun to gange, mens det tre gange blev til en samlet andenplads og to gange en tredjeplads. Vandt et enkelt VM-guld og tre VM-sølvmedaljer, mens det ved OL blev til hele tre guldmedaljer. I 1998 blev hun med sejren i styrtløb den første kvinde til at forsvare en OL-titel i de alpine konkurrencer

12.  Rosi Mittermaier, Vesttyskland (1950)

Var tæt på at blive den først kvinde, der ved et OL snuppede alle guldmedaljer i alpin skiløb. Vandt begge slalomkonkurrencer i 1976, men måtte "nøjes" med sølv i styrtløbet, der overraskende blev vundet af canadiske Kathy Kreiner. Vandt et enkelt VM-guld og snuppede også en enkelt sejr i samlede World Cup; i successæsonen 1975/76. Vandt i alt 10 World Cup-løb. Stoppede karrieren allerede i 1976.

13. Pernilla Wiberg, Sverige (1970)

Sveriges alsidige og særdeles populære skistjerne i 1990erne, hvor det blev til OL-guld i storslalom i 1992 og i kombinationskonkurrencen i 1994 samt OL-sølv i styrtløb i 1998. Ved VM blev det til fire guldmedaljer. Vandt den samlede World Cup en gang og blev en gang nummer to. Vandt i alt 24 World Cup-løb.

14. Renate Götschel, Østrig (1975)

Med sejre i 46 World Cup-løb – heraf de 24 i styrtløb - er hun nummer fire på listen over de mest vindende i World Cuppen. Vandt den samlede World Cup i 2000, tre gange blev hun nummer to, og fem gange blev hun nummer et i styrtløbernes World Cup. Vandt i alt syv VM-medaljer heraf de to af guld. Ved OL blev det til et sølv og en bronze.

15. Michaela Figini, Schweiz (1966)

Var blot 17 år, da hun i 1984 blev olympisk mester i styrtløb og den yngste nogensinde til at vinde OL-guld i alpin skiløb. Først et par uger senere vandt hun sit første af i alt 26 World Cup-løb. Vandt den samlede World Cup i både 1985 og 1988. Ved VM vandt hun guld i styrtløb i 1985 samt sølv i styrtløb og Super G to år senere.

16. Michaela Dorfmeister, Østrig (1973)

Endte som den alpine skidronning ved OL i 2006, hvor hun vandt guld i både styrtløb og Super G. Ved VM vandt hun også to guldmedaljer; en i 2001 og en i 2003. I 2002 vandt hun den samlede World Cup, mens hun to år forinden var blevet nummer to, og hun vandt i alt 25 World Cup-løb fordelt på de to fartdiscipliner samt storslalom, hvor det blev til otte sejre.

17.  Maria Walliser, Schweiz (1963)

Vandt i 1987 VM-guld i Super G og styrtløb, hvor det også blev til VM-guld to år senere. Hun vandt 25 World Cup-løb og den samlede World Cup i både 1986 og 1987. Ved OL vandt hun sølv i 1984 samt to bronzemedaljer i 1988.

18. Maria Riesch, Tyskland (1984)

Vandt to guldmedaljer ved OL i Vancouver i 2010; i slalom og den kombinerede konkurrence. Året forinden blev det også til VM-guld i slalom, mens det ved VM i 2011 blev til to gange bronze. I World Cup-sammenhæng er det blevet til 24 sejre, og i 2011 vandt hun den samlede World Cup. De to foregående år var hun blev nummer to i den samlede stilling. I 2012 blev hun nummer tre, og i denne sæson er hun p.t. nummer to.

19. Marie Therese Nadig, Schweiz (1954)

Vandt som 17-årig højst overraskende guld i både storslalom og styrtløb ved OL i 1972, hvorefter der var store forventninger til hende. Men dem kunne hun trods et kæmpemæssigt potentiale slet ikke indfri. Ved OL i 1976 blev det heller ikke til medalje, mens hun i 1980 sikrede sig en enkelt bronzemedalje. Vandt dog den samlede World Cup en gang, i 1981 og fik en tredjeplads året forinden, og i alt blev det til sejre i 24 World Cup-løb.

20.  Nancy Greene, Canada (1943)

Vandt 14 World Cup-løb og strøg til tops i de to første udgaver af den samlede World Cup; i 1967 og 1968, hvor hun også fik stor succes ved OL. Her vandt hun guld storslalom og sølv i specialslalom, hvilket resulterede i VM-guld i den kombinerede konkurrence, som dengang ikke var en del af OL-programmet.

21. Deborah Compagnoni, Italien (1970)

Vandt guld ved tre OL i træk; i 1992 i Super G og i 1994 og 1998 i storslalom. Ved VM blev det ligeledes til tre guldmedaljer; i storslalom i både 1996 og 1997 samt slalom i 1997. Hun vandt 16 World Cup-løb heraf de 13 i favoritdisciplinen storslalom. I den samlede World Cup blev to fjerdepladser hendes bedste resultater.

22. Marlies Schild, Østrig (1981)

Er strøget til tops i 35 World Cup-løb heraf kom de 33 i slalom, hvilket gør hende til den næstmest vindende i den disciplin i World Cup-sammenhæng. I den samlede World Cup blev hun nummer to i 2007. Hun blev verdensmester i slalom i 2011, mens det tidligere var blevet til en sølv og to gange bronze ved VM. Ved OL har hun vundet to sølvmedaljer og en bronze.

23. Anita Wachter, Østrig (1967)

Hun vandt den samlede World Cup i 1993 samt World Cup-titlen i storslalom i både 1990 og 1994.  I alt vandt hun 14 World Cup-løb. Hun vandt fem VM-medaljer; to af sølv og tre af bronze, mens det ved OL blev til tre medaljer kulminerende med guld i den kombinerede konkurrence i 1988.

24. Christl Haas, Østrig (1943-2001)

Vandt guld i styrtløb ved VM i 1962 og vandt igen guld i samme disciplin ved OL i 1964 i Innsbruck, hvilket gjorde hende til et kæmpe idol i værtsnationen. Fire år senere vandt hun bronze ved OL. Havde sine bedste år, inden World Cuppen blev oprettet.

25. Trude Beiser, Østrig (1927)

Ved OL i 1948 vandt hun guld i den kombinerede konkurrence og sølv i styrtløb. I 1950 ved VM vandt hun guld i styrtløb og sølv i storslalom, og ved OL i 1952 blev det igen til guld i styrtløb. Vandt også adskillige løb på niveau med nutidens World Cup-løb, men World Cuppens første sæson var 1966/1967.

Bobler

Tina Maze fra Slovenien "lurer" lige uden for listen, men kan meget snart kæmpe sig ind på den. Måske allerede under VM i Schladming. Hun fører i øjeblikket den samlede World Cup, og ved VM i 2011 vandt guld i storslalom og sølv i den kombinerede konkurrence. Ved OL i 2010 sikrede den 29-årige slovener sig to sølvmedaljer.

Har du kommentarer til listen, så skriver herunder!

Facebook
Twitter