Torben Keller vandt let over portugiser

Bokseren Torben Keller havde ingen problemer med at besejre portugiseren Yuri Pompilio i Parken.

Bokseren Torben Keller er fortsat ubesejret som professionel.

Lørdag aften vandt den danske letmellemvægter over portugiseren Yuri Pompilio ved Mikkel Kessler-stævnet i Parken.

Torben Keller sejrede på point efter fire omgange. Alle tre dommere voterede til fordel for nordjyden, som vandt alle fire omgange i en ikke synderligt ophidsende kamp.

Yuri Pompilio mødte op i Parken med tre sejre, tre nederlag og to uafgjorte kampe som professionel.

Portugiseren angreb lystigt, men gjorde sig primært bemærket med nogle vilde sving.

Den mere stilrene Torben Keller lod sin venstrehånd gøre arbejdet, og han scorede nogle gange i et-to kombinationer til både overkrop og hoved.

Det var Torben Kellers fjerde sejr af fire mulige, siden han debuterede som professionel i december sidste år.

Danskeren opgav sidste år sin amatørkarriere, efter at han ellers havde satset på at komme med til OL i London i år.

 

Facebook
Twitter