Badmintonspillerne Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl havde en travl tirsdag, da mixeddoublen vandt to kvalifikationskampe ved Hong Kong Open.
Danskerne slog hele to par - et fra værtslandet Hongkong og et fra Rusland - med fem timers mellemrum.
Første kamp varede 25 minutter, og den anden kamp blev vundet i løbet af 26 minutter. Begge kampe afgjorde Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl i to sæt.
Onsdag skal parret møde et sydkoreansk par i selve hovedturneringen, hvor også blandt andre Tine Baun og Jan Ø. Jørgensen skal i aktion.
Udvalgte resultater fra Super Series badminton-turneringen, Hong Kong Open, afviklet i Kowloon, Hong Kong:
Mixeddouble, kvalifikation, første runde:
Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl, Danmark-Chun Hei Lee/Hoi Wah Chau, Hongkong, 21-15, 21-13.
Mixeddouble, kvalifikation, anden runde:
Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl, Danmark-Ivan Sozonov/Tatiana Bibik, Rusland, 21-14, 21-13.