’Tynd og uden god kastearm’: Manden med den særlige diæt er blevet ’den største i NFL nogensinde’

I en alder af 43 er quarterbacken Tom Brady stadig på toppen. Natten til mandag vandt han Super Bowl for syvende gang.

(Foto: Mike Ehrmann/AFP © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Nummer 199.

Så langt skulle vi ned i udvælgelsen af talenter for 21 år siden, før New England Patriots pegede på en halvkvapset fyr ved navn Tom Brady i draften.

Han var ikke den stærkeste quarterback. Heller ikke den hurtigste. Eller den med det hårdeste kast. Tværtimod var han nærmere den bløde mellemvare, har han tidligere fortalt til CNBC.

- Jeg kæmpede med tingene i den første del af min karriere og på college. Jeg var aldrig den første dreng, der blev valgt, når vi skulle lave hold.

Derfor var det ikke uvant for Brady at se, at seks andre quarterbacks blev snuppet i den årlige talentudvælgelse - draften - før New England Patriots endelig synes, at Brady skulle have chancen, selvom de i deres endelig draft report havde konkluderet, at ’Brady ikke havde hele pakken’.

Selv husker han, at folk omkring ham sagde ord som: ’dårligt bygget, tynd, mangler statur og fysisk styrke, har ingen god kastearm, kan ikke løbe med bolden og bliver let lagt i græsset’.

Alligevel blev døren åbnet i New England. Året efter draften fik han debut i NFL for holdet, der havde givet ham adgangsbilletten til NFL. New Englands quarterback, Drew Bledsoe, løb ind i en alvorlig skade mod New York Jets, og en ung mand fra Californien måtte træde i støvlerne.

Resten er historie. Historie om hvordan vilje, dedikation og en hjemmelavet kostplan kan føre dig til den absolutte top.

I 2001 trådte Brady ind på de store amerikanske arenaer som debutant. Da sæsonen sluttede i februar 2002, stod han og New England Patriots med titlen.

En meget ung Tom Brady forud for sin første Super Bowl i 2002. Kampen vandt New England Patriots med 20-17 over St. Louis Rams. (Foto: Mike Segar)

Natten til mandag vandt Tom Brady Super Bowl for syvende gang i karrieren, da hans nye hold, Tampa Bay Buccaneers, slog Kansas City Chiefs med 31-9.

En sejr, der blev orkestreret med vanlig ro af den offensive dirigent, der for længe siden har skrevet sig ind i historien som den bedste spiller i amerikansk fodbolds historie. Det siger Tommy Kjærsgaard, der kommenterede nattens finale i Super Bowl for Viasat.

- Han er uden tvivl den største i NFL nogensinde. Han er ikke bare den mest vindende, men også den bedste spiller på den vigtigste position i sporten. Med sejren i nat har han for eksempel vundet flere titler end den legendariske basketspiller Michael Jordan. I nat så vi et sportsikon manifestere sig.

Mærkelig mad er måske nøglen

Selv synes Brady ikke specielt godt om de fine ord, der tit bliver klistret på hans geniale højre arm, der efterhånden har kastet så mange touchdowns i træning og kamp, at selv en lommeregner kan have svært ved at regne tallet ud.

- Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt den bedste nogensinde. Det gør mig pinligt berørt.

- Jeg ville ønske, at folk sagde til mig: ’Du er til hundene. Du er for gammel. For langsom. Færdig.’ Så kunne jeg svare. ‘Tusind tak. Nu skal jeg vise dig det modsatte’.

Selv mener Brady nemlig, at han er bedre til at tage imod kritik end ros. Og det er måske en af de vigtigste ingredienser i den opskrift, der har gjort ham til sportens største.

Og lad os så lige blive ved opskrifterne. For dem har Tom Brady også selv nogle af.

Bogstaveligt talt.

Med en speciel og hjemmebrygget diæt, der meget passende har fået navnet TB12 efter Bradys initialer og rygnummer, mener hovedpersonen selv, at han er kommet langt.

Hvordan den præcist er strikket sammen, kan læses i bogen The TB12 Method fra 2017.

Kogt ned i en bouillonterning lyder filosofien; ingen hvid sukker, ingen mel, ingen tomater, ingen peberfrugter, ingen champignon, ingen auberginer, ingen kaffe og ingen mejeriprodukter. Til gengæld massevis af vand, kokosolie til at stege i, himalayasalt til at smage til – og så en god portion kosttilskud.

Med andre ord skal det hele helst være så naturligt som muligt, har Brady tidligere fortalt til magasinet Men’s Health.

- Mange mennesker har efterhånden vænnet deres krop til, at kostpyramiden består af massevis af bleg mad som pommes frites, chips, hvidt brød og kyllingenuggets. Men det er altså ikke mad, der findes i naturen.

Fornuftig pointe.

Det er sikkert ikke alle eksperter, der er enige i, at Tom Bradys diæt er den bedste. Superstjernen indleder altid dagen med at drikke en halv liter vand. (Foto: Mike Ehrmann © Scanpix)

Måske er der noget om, at der kan findes guld i maden.

Det mener i hvert fald den tidligere kicker Morten Andersen, der også tidligere har stået i en Super Bowl-finale. Et par dage før årets finale sagde han til Fox News, at den strikse diæt uden tvivl var en del af hemmeligheden for Brady, der som den eneste spiller i historien nu har vundet Super Bowl i tre forskellige årtier.

- Kigger vi på alle de tidligere stjerner og spørger os selv, hvor deres nøgle til succes er fundet, så er det ganske enkelt: Deres livsstil. Når vi bliver ældre, er det vigtigt, at vi har en plan for vores opførsel, vores krop og den måde vi træner på. Der er en række ting, du skal gøre anderledes, når du er blevet 43 i stedet for 21. Sådan er naturen indrettet, siger danskeren og fortsætter:

- Jeg er sikker på, at Tom Brady har fundet sin egen måde at opretholde sin fantastiske form på. Det handler om kosttilskud, hvile, væskeindtag, mad, og hvordan han træner, lyder det fra Andersen, inden han samtidig fortæller, at han i den sidste del af karrieren havde flere måneder i sommerpausen, hvor han slet ikke sparkede til en football, men kun gik i fitnesscenteret.

Og efter nattens finale er konklusionen forholdsvis klar. Tom Brady er stadig på toppen i en alder af 43 år. Kroppen har måske aldrig været stærkere.

Den mægtige mand fra San Mateo var i hvert fald hurtig til at proklamere, at han naturligvis ville komme tilbage på de amerikanske fodboldbaner efter en velfortjent sommerferie – uden pommes frites.

Facebook
Twitter