Tysk tv dækker igen Touren

Den tyske public service-station ARD bløder op i sin boykot af Tour de France. Tv-stationen vil sende et dagligt magasinprogramom løbet.

ARD vil nu igen til at sende fra Tour de France. (Foto: Christophe Karaba © Scanpix)

Selv om den tyske tv-kanal ARD i kølvandet på nyheden om Telekom-rytteren Patrik Sinkewitz' positive dopingprøve valgte at droppe sine daglige direkte transmissioner af Tour de France, har stationen nu blødt lidt op i sin skarpe afstandtagen fra at give cykelløbet sendetid.   Således bringer ARD hver aften fra og med tirsdag en halv times sammendrag og reportager fra løbet, ligesom man lørdag og søndag i sportsudsendelsen 'Sportschau' vil følge løbets afgørelse frem mod målet i Paris.

- Vi har bevist, at vi også med denne form for dækning kan give vores publikum en blanding af reportage, dopingundersøgelser og indslag rundt om cykelløbet, sagde sportschef, Roman Bonnaire, med henvisning til en ekstraudsendelse i fredags efter samme opskrift.   ARD besluttede sig inden dette års Tour de France for at boykotte løbet, hvis der undervejs fremkom håndfaste beviser på doping i feltet.   Sinkewitz udgik efter et sammenstød med en tilskuer på 8. etape, men to dage senere kom det frem, at han allerede den 8. juni under en uanmeldt træningstest havde afgivet en dopingprøve med for højt indhold af testosteron.

Facebook
Twitter