Tyskland inden skrækmodstander: Tårnspring, Müllers tårer og et italiensk traume

Tyskland har ikke vundet over Italien i en slutrunde i nyere tid. Men til gengæld har Mats Hummels vundet over 10 meter-vippen. DR har været i tyskernes lejr i Evian.

  • Mario Gomez og Thomas Müller skal forsøge at løsne op for Italiens forsvar, når Tyskland møder EM-finalisterne fra 2012 på lørdag.
  • Sidst de to hold mødte hinanden var den 29. marts 2016. Det skete i en venskabskamp i München, hvor tyskerne vandt 4-1. Dog har de stadig til gode at slå Italien, når det gælder ved en slutrunde. (Foto: Matthias Hangst © 2016 Getty Images)
1 / 2

Der blev talt om frygt i den tyske EM-lejr onsdag formiddag. Som en slags kontrast til de idylliske omgivelser i Evian, hvor Tyskland træningsbane er placeret med udsigt til søen Lac Léman, de nærliggende Alper og Schweiz.

Frygten for Italien. Frygten for terror. Og frygten for 10 meter-vippen.

Ikke fordi de tre ting har noget med hinanden at gøre. Og så alligevel. Tirsdag havde de tyske spillere en fridag, hvor spillerne ifølge målmandstræner Andreas Köpke spillede beachvolley, bordtennis og tennis og lavede andet aktivt. Og så var der Mats Hummels, der tog en tur i Evians friluftsbad.

EVIAN-LES-BAINS, Frankrig. Mats Hummels og resten af Die Mannschaft fik lov at nyde deres fridag i udendørsbadet nær deres hotel. (Foto: Alexander Hassenstein © 2016 Getty Images)

Her skulle forsvareren åbenbart konfrontere sin frygt og tage springet fra 10 meter-vippen. Det gjorde Hummels, som fortalte stolt om sin præstation på pressemødet onsdag i Evian.

- I forvejen har jeg skrøbelige knæ, men da jeg stod deroppe, rystede mine knæ helt vildt, og jeg var endeløst bange. Jeg ville sikkert ikke have sprunget, hvis ikke vejen ned ad trapperne så endnu farligere ud. Så jeg gjorde det, og jeg gjorde det smukt, smilede Hummels.

Mats Hummels og Thomas Müller besvarer pressens spørgsmål på onsdagens pressemøde (Foto: Aleksandar Josevski © dr)

Bayern München-spilleren måtte dog også forholde sig til kritik om, hvorvidt springet ikke medførte en risiko for en skade kort tid før kvartfinalen mod Italien på lørdag.

- Jeg er jo som bekendt en type, der også tager en del risici på banen. Men som forsvarsspiller er det vigtigt, at det er kontrollerede risici, og at man kun gør, hvad man selv kan styre, smilede Hummels.

Italien-traume

Fridagen var tiltrængt for det tyske hold. For efter en fremragende og sikker vej mod kvartfinalen står spillerne nu foran en større opgave end udspring i et friluftsbad. På lørdag skal tyskerne forsøge at begrave ”det italienske traume”, som har martret tyskerne i adskillige slutrunder.

Tyskland har ikke vundet over Italien i en slutrunde i nyere tid. Det gælder kampe ved VM i 1970, VM i 1982, EM i 1996 og i 2006 og 2012. De to sidstnævnte var henholdsvis i semifinalen ved VM på hjemmebane, mens nederlaget i 2012 var i semfinalen ved EM i Polen/Ukraine.

- Især semifinalen i Dortmund ved VM i Tyskland gør stadig ondt. Det var slutrunden, hvor Tyskland skulle vise verden en ny side af sig selv. Hvilket lykkedes, men sportsligt nåede vi ikke hele vejen på grund af italienerne, siger Joseph David fra tv-stationen Sat1.

Journalisten Joesph David husker stadig tyskernes nederlag på hjemmebanen i Dortmund til Italien. (Foto: Aleksandar Josevski)

- Alle frygter Italien i Tyskland. Det er et traume. Det er holdet, vi altid har svært ved at slå, vi har bare dårlige oplevelser med dem. Tyskland har haft svært ved at lægge en strategi mod italienerne, fordi man aldrig har vidst, hvor man havde dem siger Joseph David til DR.

Derfor kommer italienerne med sin velklædte garde af selvbevidste og Buffon-smilende spillere til Bordeaux på lørdag, mens tyskerne skal forsøge at finde trøst i, at slutrunden indtil videre har været stabil for de forsvarende verdensmestre, der eksempelvis endnu ikke har lukket et mål ind.

- Jeg har kun været med mod Italien ved én slutrunde, i 2012, og ellers har jeg haft fine resultater mod Italien i testkampe og med U21-landsholdet. Og i øvrigt har vi vundet et verdensmesterskab siden 2012, siger Mats Hummel og fortsætter:

- Vi kan ikke bruge historien til noget. Vi skal skabe vores egen. For vores spillere gælder det EM i Frankrig og at nå semifinalen. Italien er et turneringshold, ligesom vi er, og de har et af verdens bedste forsvar. Men vi har været stærke i denne turnering, og har mange aspekter i vores spil, vi kan bruge, siger Hummels.

Tyskerne træner let tre dage før lørdagens kvartfinale mod Italien (Foto: Aleksandar Josevski)

Hvor er Müller?

Grøfterne foran målene er dybe hos de to nationer. Defensivt er der måske ikke bedre hold i verden end Tyskland og Italien lige nu. Ikke når man kan præstere to af verdens bedste målmænd i Manuel Neuer og Gianluigi Buffon, mens forsvaret hos Italien er evigt stærke og kun lægger flere lag på deres styrke, og så tyskerne, der altså endnu ikke har lukket et eneste mål ind.

Derfor kan det være i offensiven, at det afgørende slag skal stå. Det er den bedste løsning i den målfarlige del af banen, der kan vinde kampen. Tyskerne har haft svært ved at finde en målscorer efter Miroslav Klose og Bundes-træner Joachim Löw har tyet til Mario Gomez, der har takket ved at score to mål i Frankrig.

Men også han har haft frygt-temaet inde på livet. Ikke på grund af mareridt om de uovervindelige italienere, men fordi Gomez er på lejeophold i tyrkiske Besiktas i Tyrkiet, og angriberen kunne onsdag vågne til den forfærdelige nyhed om terror i Istanbul.

- Ja, det er da noget, der påvirker. Det er frygteligt, hvad der foregår i verden, og især er jeg ked af, at det foregår i Tyrkiet, der på alle måder er på vej fremad. Jeg har været i kontakt med venner dernede, som alle har det godt. Jeg bliver nødt til at fokusere på fodbolden, og på den måde er det godt, at vi lever lidt isoleret her, siger Mario Gomez på pressemødet.

Tyskerne håber naturligvis, at Super-Mario ikke er alt for påvirket af terroren. For hvem skal så score målene? Hvad er der egentlig blevet af Thomas Müller? Trolden fra Bayern München, der er hverken/eller. Eller er han både/og? Altså, fuldstændig uden for kategori, men som altid leverer varen. Bare endnu ikke ved dette EM.

- Han er endnu ikke stemplet ind, siger journalist ved Sat1 Joseph David og fortsætter:

- Og når vi spørger Löw om det, har han ikke svaret. Når vi spørger Müller, har han heller ikke noget svar, mens vi i medierne heller ikke har noget svar. Men én ting er helt sikkert: Löw elsker ham, og Müller vil altid spille. Man ved aldrig, hvad der kommer fra ham, han er uforudsigelig, og det gør ham konstant farlig, siger journalisten.

- Ud over det er han en af kulturbærerne på holdet. Han er utrolig vigtig for Löw, og af medierne er han en af de mest vellidte spillere. Han kan lide at være til pressekonferencer, han svarer uddybende og laver ofte jokes og sjov med os og sine holdkammerater.

Warzawa, Polen. Thomas Müllers tårer triller fra hans øjne efter nederlaget til Italien i EM-semifinalen 2012. Dengang tabte Tyskland 1-2 til Italien, på lørdag skal det revancheres (Foto: Joern Pollex © 2012 Getty Images)

I Warszawa i 2012, da måltavlen viste 2-1 til Italien i EM-semifinalen, var der ikke plads til sjov hos Thomas Müller. Han var så skuffet, at tårerne fik frit løb.

- Jeg var meget skuffet dengang, også fordi jeg kun havde indflydelse på kampen, efter at jeg blev skiftet ind. Men jeg skal ikke skamme mig over de tårer. Om ikke andet, så vil der på lørdag ikke være tårer, siger Müller til magasinet SportBild.

- Alle taler om italienerens forsvar, der er sammenspillet i Juventus. Men det betyder jo ikke, at de ikke giver chancer væk, eller at de har et bombesikkert forsvar. EM har vist, at ethvert forsvar er skrøbeligt, også det italienske, siger han i magasinet, der på forsiden har Müller afbildet med teksten: ”Denne gang græder Italien.”

Sydtyske Thomas Müller bryder forsiden af Bild (Foto: Aleksandar Josevski © dr)

Enden på en æra

Ved træningen i Evian går Thomas Müller forrest. Han er tydeligvis stadig frisk og sulten, og det kunne ligne, at han snart stempler ind i slutrunden. Det har regnet i Evian under næsten hele slutrunden, fortæller journalisterne ved træningsbanen. Men denne onsdag er solen fremme og oplyser og varmer tyskerne på træningsbanen.

Forventningerne til det tyske hold var inden EM ikke så store, også selv om de vandt VM for to år siden. Det skyldtes, at spillere som Lahm, Klose og Mertesacker ikke er en del af landsholdet mere, at bærende spillere som Götze, Schweinsteiger og Hummels har været skadet, og at resultaterne i kvalifikationen ikke har været gode.

- Men vi er alle blevet overrasket. Holdet har klaret det virkelig godt, og især forsvaret er helt suverænt. Derfor er forventningen i Tyskland nu, at de går hele vejen. Også selv om de møder Italien, og hvis de går videre eventuelt Frankrig, siger Joseph David.

Og når tyskerne har løftet pokalen, eller når Thomas Müllers atter åbner for tårekanalerne op på grund af et nederlag, vil det være slut på en æra. Træner Joachim Löw har siden 2006 bragt Tyskland til mindst semifinalerne ved alle EM- og VM-slutrunder, og ifølge tyske medier nærmer enden sig på det arbejde.

Joachim Löws sidste kamp kan altså blive mod Italien på lørdag i Bordeaux.

- Löw vil i Tyskland blive husket som en af de største trænere. Selvfølgelig fordi han vandt VM, men også fordi han på basis af Jürgen Klinsmanns arbejde revolutionerede tysk fodbold. Han ændrede den måde, vi spiller fodbold på lige fra ungdommen til landsholdet, siger Joseph David.

- Han har gjort, at tyskerne kan være stolte af deres landshold, og at de overhovedet elsker at se landsholdet spille. I de seneste år har vi spillet noget af det flotteste teknisk baserede pasnings-fodbold i Europa. Han har bragt det smukke spil tilbage til tyskerne, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter