Bruun tvivler på Island: England er kæmpe-favoritter

Islands kan ikke overraske England, som er klare favoritter i 1/8-finalen, mener Morten Bruun.

Wayne Rooney (tv) og Gylfi Sigurdsson spiller begge i Premier League og er hver især omdrejningspunktet for deres landshold. (Foto: Grafik: DR Sporten © (c) Getty images)

I aften tager vi hul på de sidste 1/8-finaler ved denne sommer EM-slutrude i Frankrig. Klokken 21 gælder det opgøret mellem England og Island på DR1, og vi har fået fodboldekspert, Morten Bruun, til at kigge på de to kombattanter.

Morten Bruun, der er udlånt til DR fra 6’eren under EM, er ikke i tvivl om, hvem der er favoritter til kampen. Island kan nemlig ikke overraske det professionelle fodbolds hjemland, England, som det lykkedes i mod modstanderne i gruppespillet.

England

Englands landstræner Roy Hodgson får sig en snak med anfører Wayne Rooney forud for kampen mod Island. (Foto: GEORGI LICOVSKI © Scanpix)

- Jeg kan simpelthen ikke forstå de mennesker, som synes, at England har gjort det så dårligt. Jeg mener, de har spillet noget af den bedste fodbold ved slutrunden overhovedet i deres første halvleg mod Rusland, og de var megauheldige med ikke at vinde, siger Morten Bruun til DR.

- Så kommer de tilbage fra 0-1 mod et stærkt walisisk landshold og vinder 2-1. Og så dominerer de fuldstændig mod Slovakiet, hvor det kun er mirakelredninger fra den slovakiske målmand, der holder dem fra sejren. Jeg ser England i en god forfatning, og jeg synes, Roy Hodgson gør sit job langt bedre end mange andre i den britiske presse mener.

Island

'Fysisk styrke og kolossal power' er Islands kendetegn, mener Morten Bruun. Det illustreres meget fint af Birkir Saevarsson Ari Skulason her. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

- Jeg er enig i, at Island har været voldsomt dominerende, men trenden i 1/8-finalerne har været ’hertil og ikke længere’ for de små hold af islandsk kaliber. Man skal passe på med at fraskrive hold, og Island har slet ikke tabt ved EM, men jeg ser Islands muligheder som meget begrænsede, siger Morten Bruun til DR.

- Mest fordi at dét Island har kunne overraske modstanderne ved slutrunde med, er nogle ting, som det engelske landshold er vant til at møde i den engelske liga.

- Mange af holdene fra midten af Premier League og nedefter minder om det islandske landshold. De er meget fysisk stærke med kolossal power. Jeg har en fornemmelse af, at det har chokeret Portugal og Østrig, men den slags vil ikke chokere englænderne. England er kæmpefavoritter.